Tohoku, en eventyrlig tur ned langs Japans nordøstlige kyst

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Tag med Asger Røjle Christensen på rejse i en region af Japan med sin helt egen historie, en fabelagtig natur og nogle seje mennesker.

Denne Albatros-specialrejse er designet af vores erfarne rejseleder i Japan, Asger Røjle Christensen, der selv er rejseleder på hele turen. Vi skal besøge Tohoku, det nordøstlige Japan, for med egne øjne at se og opleve, hvilke fabelagtige ressourcer og hvilke eventyrlige fortællinger denne kyststrækning rummer.

Rejsen afholdes på baggrund af den katastrofe, der skete i 2011, hvor området blev ramt af en ødelæggende tsunami, der tog 19.000 menneskeliv. Men det er en turistrejse, ikke en studietur. Vi vil i respekt for lokalbefolkningen se på håb og genopbygning, ikke katastrofe. Og samtidig skal vi ud på landet, "off the beaten track", og have nogle gode oplevelser sammen.

Vi skal vandre langs brusende vandløb med fotogene vandfald, vi skal opleve de mest utrolige klippeformationer ved stillehavskysten, vi skal besøge en samurai-borg og en gammel samurai-skole og få indblik i samurai-tidens tankegang, og vi kan undervejs gå i bad i varme kilder og smage egnens traditionelle mad og drikke. Den bedste sake i Japan produceres i Tohoku.

Alt i alt vil vi få lejlighed til at møde et helt andet Japan end det, man møder ved gængse rejsemål.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Yen

Dagsprogram 15 dage
Dag 1
Afrejse fra København
Dag 2
Ankomst til Narita-lufthavnen ved Tokyo om aftenen lokal tid
Dag 3
Den gamle bydel Asakusa, Sumida-floden, det nye Tokyo Odaiba, og det ungdommelige kvarter Shibuya. Velkomstmiddag.
Dag 4
Frilandsmuseet Minka-en. Halv fridag i Tokyo.
Dag 5
Med Shinkansen-lyntoget til Shin-Aomori. Nebuta-museet. Busrejse til vulkansøen Towada-ko.
Dag 6
Towada-ko: Vandretur ved Oirase-vandløbet. Afslapning ved søen og hotellets varme bade.
Dag 7
Den sagnomspundne Sanriku-jernbane ned langs stillehavskysten. Kystbyen Miyako.
Dag 8
Miyako. Klippestranden Jodogahama. Videre langs kysten med tog og bus.
Dag 9
Rundtur i Higashi-Matsushima for at se på genopbygning efter tsunamien. Sejltur ved den smukke Matsushima-bugt.
Dag 10
Sendai. Shopping, afslapning og sightseeing på egen hånd.
Dag 11
Rundtur omkring det ødelagte atomkraftværk i Fukushima. Busrejse til den gamle samurai-hovedstad Aizu-Wakamatsu.
Dag 12
Aizu-Wakamatsu. Tsuruga-borgen. Samurai-skolen Nisshinkan.
Dag 13
Udsigt over Tadami-floden. Bus til Narita-lufthavnen ved Tokyo. Afskedsmiddag.
Dag 14
Narita-templet og hjemrejse sent på aftenen.
Dag 15
Ankomst til København

Billeder

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
39.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra København

Vi mødes i Københavns Lufthavn og letter med kurs mod Tokyo. Der er fuld forplejning på flyet.

Dag 2
Ankomst til Narita-lufthavnen ved Tokyo om aftenen lokal tid

Vi lander i Tokyo og indlogeres på vores hotel.

Dag 3
Den gamle bydel Asakusa, Sumida-floden, det nye Tokyo Odaiba, og det ungdommelige kvarter Shibuya. Velkomstmiddag.
Shibuya-krydset i Tokyo er fyldt med neonlys og storskærme

På dagens udflugt, som foregår i metro og til fods, begynder vi med et besøg Asakusa, en gammel bydel, der ligger i ”den lave by” langs Sumida-floden. Her skal vi se Sensoji-templet og Kaminari-porten (Torden-porten) med dens markante, store røde lanterne, og her kan man få indtryk af det traditionelle Tokyo. Gå på opdagelse i de små sidegader omkring templet, hvor små boder frister med både sødt og salt. Prøv for eksempel friskristet senbei, de berømte japanske ris-snacks, som findes i et hav af smagsvarianter og størrelser.

Herefter sejler vi ned ad Sumida-floden, Tokyos gamle livsnerve, og lander på Odaiba, Tokyos nyeste bydel ude i Tokyo-bugten. Her spiser vi frokost på egen hånd og oplever et helt anderledes Tokyo. Odaiba er kendt som shopping- og underholdningsområde, især for unge.

Vi tager Tokyos nyeste monorail tilbage til den gamle by og besøger det ungdommelige kvarter Shibuya. Shibuya, et af Tokyos trafikale knudepunkter, er kaldt ”de unges Times Square”. I Shibuya-krydset er der neonlys og storskærme med reklamer og musikvideoer på de omkringliggende højhuse, og hundredvis af fortravlede japanere – fra forretningsmænd til skoleelever i skoleuniformer og trendy unge med vilde frisurer – haster ud i fodgængerfeltet i alle retninger, så snart lyset bliver grønt.

Om aftenen får vi en velkomstmiddag på et typisk japansk spisested. Det japanske køkken er et af verdens sundeste og mest varierede med masser af fisk og grøntsager, og det rummer et hav af andre spændende retter end blot sushi. På en del restauranter er der billeder af retterne – ja, endda plastikmodeller i naturlig størrelse af de enkelte retter – så det er ikke svært at vælge.

Dag 4
Frilandsmuseet Minka-en. Halv fridag i Tokyo.

Vi starter dagen med at besøge Minka-en, et fantastisk frilandsmuseum med traditionelle bondehuse med træ, tatami-rismåtter og papirvægge. Det ligger på en smuk skråning i Kawasaki lige vest for Tokyo, og man får virkelig følelsen af at spadsere rundt i en velhavende japansk landsby, som den så ud for et par hundrede år siden.

Efter frokost er der en halv fridag i Tokyo. For dem, der har lyst og interesse, er der tilbud om sammen med rejselederen at besøge Yasukuni-helligdommen, Japans omstridte ”mindelund”, hvor man viser respekt for dem, der er døde i krig for Japan. Det er et oplagt sted at få en snak om det moderne Japans håndtering af sin krigshistorie. Et emne, som jeres rejseleder har beskæftiget sig indgående med.

Om aftenen vil der være et valgfrit tilbud om at mødes i bydelen Ginza, tæt ved det gamle fiskemarked, og få rigtig japansk sushi på en traditionel restaurant i Ginza (middagen er for egen regning). Ginza betyder ”sølvsmedje” og har i mange år været Tokyos mest eksklusive shopping-område. Ginza er berømt for sin utraditionelle arkitektur og bygningskunst i alle afskygninger.

Dag 5
Med Shinkansen-lyntoget til Shin-Aomori. Nebuta-museet. Busrejse til vulkansøen Towada-ko.

Vi sender om morgenen vores store bagage med fragtmand til Sendai og pakker i en mindre taske, hvad vi behøver til fire overnatninger.

Derefter kører vi gennem den smukke og bjergrige Tohoku-region med lyntoget Shinkansen. Efter tre en halv times yderst behagelig togrejse ankommer vi til storbyen Aomori helt oppe i den nordligste ende af Japans hovedø, Honshu. Her besøger vi det museum, som nede ved havnefronten er indrettet for den årlige Nebuta-festival i byen, hvor farvestrålende ”flåder” med figurer fra Japans gamle myter bevæger sig gennem byens gader. Festivalen afholdes om sommeren, men besøgende på museet får en chance for selv at opleve lidt festivalstemning.

Uden for museet vil en bus vente på os, som vil køre os ind i landet til den store vulkansø Towada-ko. Her skal vi overnatte to nætter på et stort og traditionelt hotel med varme bade, klassisk japansk mad med lokale ingredienser og farverig optræden i lobbyen om aftenen.

Dag 6
Towada-ko: Vandretur ved Oirase-vandløbet. Afslapning ved søen og hotellets varme bade.

Om formiddagen kører bussen os hen langs søen til det det rislende og brusende Oirase-vandløbe med dets mange flotte vandfald. Vandløbet har sin kilde i kratersøen. Vi går på en smuk naturvandring langs vandløbet med strømmen – kort eller halvlang – det vælger I selv.

Om eftermiddagen er der afslapning ved søen og hotellets varme bade. For dem, der har lyst, er der mulighed for at melde sig til bådture ud på søen for at se på dyr og fugle.

Om aftenen er der ligesom dagen før en traditionel washoku-middag på hotellet. Washoku betyder ”japanske retter”, og det karakteristiske er, at alle ingredienserne serveres hver for sig foran en med hver sin egen farve og hver sin egen smag. Det ser umiddelbart fremmedartet ud, men de fleste ender med godt at kunne lide det meste.

Dag 7
Den sagnomspundne Sanriku-jernbane ned langs stillehavskysten. Kystbyen Miyako.

Vi står tidligt op og kører med bus ud til stillehavskysten ved byen Hachinohe. I de kommende døgn vil vi køre ned langs kysten fra nord mod syd.

Vi kører det meste af vejen med den sagnomspundne lokalbane Sanriku-banen, som blev helt smadret under tsunamien i 2011, men nu er genopbygget. Nogle steder er sporene lagt lidt længere op i landet, så de ikke er så udsatte, når der næste gang kommer en stor tsunami. Udsigten fra toget mod Stillehavet og udsigten ind i land er begge to fuldkommen fantastiske. Det gælder om at have kameraet klar. Og det lille tog er hyggeligt og lokalt. Mange kan godt lide at gå helt frem i toget, stille sig ved siden af togføreren og se, hvordan vi skærer os gennem landskabet.

Om eftermiddagen når vi frem til kystbyen Miyako, hvor vi går en tur langs den havnefront, hvor et af de mest berømte nyhedsfoto fra tsunamien i 2011 i sin tid blev taget. Vi besøger også et lille tsunami-museum ved byens nye rådhus med nogle gode kort og grafiske fremstillinger af, hvad der skete. Vi overnatter en enkelt nat på hotel i Miyako.

Dag 8
Miyako. Klippestranden Jodogahama. Videre langs kysten med tog og bus.

Tohokus berømte Michinoku-sti har i århundreder ført pilgrimme og andre rejsende op og ned langs Stillehavets kyst. Ved klippestranden Jodogahama får vi om formiddagen mulighed for at gå et lille stykke af Michinoku-stien. Der er flere forskellige mulige ruter, og rejselederen deler kort ud, så man kan vælge en rute, der passer til ens fysik.

Vi spiser frokost for egen regning med udsigt mod klippeformationerne langs kysten og tager derpå en taxa tilbage til Miyako Station.  Vi fortsætter herfra med Sanriku-jernbanen sydpå til den by, der hedder Kamaishi. Herefter fortsætter vi i bus videre ned langs kysten til kommunen Higashi-Matsushima, som er den kommune, hvor den største del af arealet var oversvømmet, da situationen i 2011 var værst. Det er også den kommune, hvor Danmark og danske firmaer især har bidraget til genopbygningen, og som rejselederen derfor kender godt fra adskillige besøg som journalist gennem årene.

Vi har en enkelt overnatning på et nybygget hotel i en helt ny bydel oppe i bakkerne, det nye Nobiru, som er bygget til erstatning for det gamle Nobiru, der lå så tæt ved havet, at der skulle ingen bo længere.

Dag 9
Rundtur i Higashi-Matsushima for at se på genopbygning efter tsunamien. Sejltur ved den smukke Matsushima-bugt.

Efter en god nat søvn er vi på halvdags-rundtur med en lille bus i Higashi-Matsushima for at opleve genopbygningen efter tsunamien. Vi kører fra det gamle Nobiru ved kysten, hvor 800 menneskeliv gik tabt, til det nye Nobiru oppe på skråningerne (hvor hotellet ligger). Vi besøger en gammel togstation, et mindesmærke og en solcellepark, som symboliserer, at man satser på at genopbygge en anden og mere bæredygtig by end den gamle by. Vi afslutter turen med en fælles frokost på en nedlagt skole, Kibocha, der i dag er blevet et center for katastrofe-forberedelse.

Efter frokosten besøger vi nabobyen, Matsushima, hvor vi kommer ud på en smuk sejltur i Matsushima-bugten, der ifølge fortidens pilgrimme er et af de tre mest naturskønne områder i Japan. Hvis der er tid, besøger vi også det fascinerende zen-tempel, Zuiganji-templet.

Til sidst tager vi lokaltoget, der også måtte renoveres efter katastrofen, ind til den største by i det nordøstlige Japan, Sendai, som også blev hårdt ramt i 2011.  Vi skal bo to nætter på et godt hotel lige ved Sendai Station, hvor vi genforenes med vores store bagage.

Dag 10
Sendai. Shopping, afslapning og sightseeing på egen hånd.

Denne dag er sat af til shopping, afslapning og sightseeing i storbyen Sendai.

Hvis nogen har lyst, inviterer rejselederen med på en udflugt til en smukt beliggende vingård lidt uden for byen, hvor man dyrker druer og producerer rød- og hvidvin, som vi kender det.

Dag 11
Rundtur omkring det ødelagte atomkraftværk i Fukushima. Busrejse til den gamle samurai-hovedstad Aizu-Wakamatsu.

Vi tager et lyntog fra Sendai ned langs Fukushima-amtets kyst og står af i den lille by Namie, som ligger i det område, der i første omgang blev evakueret efter atomulykken i Fukushima, men som siden er genåbnet.  Her står en bus og venter på os, og vi får en rundtur i det nyligt genåbnede område, hvor vi møder en befolkning, der under vanskelige vilkår kæmper med at komme tilbage til en hverdag. 

Derefter køber vi madpakker ved et lokalt marked og fortsætter om aftenen i samme bus ind i landet, hvor vi i løbet af aftenen når frem til den gamle samurai-hovedstad Aizu-Wakamatsu. Her har vi to overnatninger.

Dag 12
Aizu-Wakamatsu. Tsuruga-borgen. Samurai-skolen Nisshinkan.

Vi går fra hotellet på gåben hen til den gamle samurai-borg, Tsuruga-borgen, der var scene for nogle af de blodigste kampe under den såkaldte Boshin-krig i 1868, hvor det nye kejserstyre væltede det shogun-regime, som i de foregående to et halvt århundrede havde regeret Japan. I den nordøstlige del af landet var man loyal til det sidste over for det gamle regime, og den dag i dag oplever man i Fukushima – og i det hele taget i nordøst – en stor skepsis over for alt, der kommer centralt fra.

Derefter besøger vi den flot genopbyggede samurai-skole Nisshinkan og får et fascinerende indtryk af den lærdom, som den tids samuraier blev undervist i. Den oprindelige skole lå lige neden for borgen, men den blev brændt ned under Boshin-krigen. Den er siden genopbygget et andet sted i byen. Jeres rejseleder har besøgt området flere gange og beskæftiget sig dybtgående med Fukushimas historie, især de dramatiske år omkring Boshin-krigen.

Aizu-Wakamatsu er en charmerende by med et livligt kvarter omkring hotellet med flere traditionelle sake-bryggerier, butikker og cafeer. Vi bruger eftermiddagen til ganske afslappet at udforske byens centrum. Om aftenen er der i samme kvarter adskillige muligheder for at gå ud og spise på traditionel japansk manér.

Dag 13
Udsigt over Tadami-floden. Bus til Narita-lufthavnen ved Tokyo. Afskedsmiddag.

Om morgenen tager vi på udflugt med en lejet jumbo-taxa til den berømte udsigt mod togbroen over Tadami-floden. Her står vi klar med kameraerne ved udsigtspunktet, når den lokale linje, Tadami Line, kører hen over broen og skaber det mest fabelagtige syn. Uanset årstiden er naturen omkring Tadami-floden helt særlig. Et af de smukkeste steder i Japan – og der er mange smukke steder i Japan.

Det bliver det effektfulde punktum for en oplevelsesrig rejse. Samme eftermiddag kører vi i bus i fire timer til Narita-lufthavnen ved Tokyo, hvor der om aftenen er afskedsmiddag. Vi overnatter på et hotel i Narita By tæt ved lufthavnen.

Dag 14
Narita-templet og hjemrejse sent på aftenen.

Vi afslutter vores rejse med et afslappende besøg ved Narita-templet tæt ved vores hotel, inden vi provianterer til flyrejsen og begiver os til lufthavnen.

Dag 15
Ankomst til København

Shinkansen

I Japan rejser vi rundt med Japan Rails berømte højhastighedstog, Shinkansen, som siden 1964 har forbundet Tokyo med (flere og flere af) Japans større byer. Maksimalhastigheden er 320 km/t, og årligt fragter togene omkring 300 mio. passagerer rundt i landet. Togene kan bestå af op til 16 vogne og være 400 meter lange. Da Shinkansentog kører på særlige skinner, som det kun er dem, der bruger, er der meget få forsinkelser – den gennemsnitlige forsinkelse per tog var i 2012 sølle 36 sekunder. Togene er komfortable, med god benplads og drejelige sæder, så man altid sidder fremadrettet. Rygning er ikke tilladt, bortset fra på de nyeste tog, der er udstyret med særlige rygekabiner. Læs mere på http://english.jr-central.co.jp/about/

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 39.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
2.198,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Tokyo – København med Qatar Airways
  • Togrejse med Shinkansen Tokyo – Shin-Aomori
  • Indkvartering på hoteller i delt dobbeltværelse
  • Morgenmad dagligt
  • Frokost dag 9
  • Middag dag 3, 5, 6, 8 og 13
  • Alle udflugter og entréer som beskrevet i program
  • Separat bagagehåndtering i forbindelse med togrejse Tokyo – Sendai
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Drikkevarer
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagagehåndtering

På denne rejse benytter vi det japanske højhastighedstog Shinkansen, hvor der er begrænset plads til bagagen; derfor vil denne blive transporteret separat til næste bestemmelsessted.

Indkvartering

Vi benytter os af de såkaldte business hoteller i Japan. Der er tale om er rene og pæne hoteller med små værelser, eget bad og toilet samt tv og internetopkobling. Hotellerne ligger som regel i tæt afstand til metrostationer, som på denne tur danner rammerne for vores udflugter, og er ofte kategoriseret som 3-stjernede.

Ikke egnet til gangbesværede

Da der på denne rejse gøres brug af offentlig transport i Japan i forbindelse med de planlagte udflugter, vil der være forholdsmæssigt mange gåture. Rejsen egner sig således ikke til gangbesværede.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 12 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.

Mere om Japan

Her kan du få mere at vide om Japan: www.albatros-travel.dk/destinationer/asien/japan Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.