Krydstogt på Mekongfloden

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Sejl fra Ho Chi Minh City i det sydlige Vietnam til Angkor Wat i Cambodja med charmerende flodbåd,og kom tæt på templer, storbyer,hverdagsliv og natur undervejs

Oplev Vietnam og Cambodja fra vandsiden på dette skønne 7-dages krydstogt på Mekongfloden, hvor vi ser både de allerstørste og de mindre kendte seværdigheder.

I den hektiske millionby Ho Chi Minh City har vi to overnatninger, og vi kommer både på byrundtur og ser Vietnamkrigens berømte Cu Chi-tunneler. Herefter går vi ombord på vores prægtige flodbåd, som i roligt tempo fører os fra det frodige Mekong-delta til Angkor Wat i Cambodja.

Vi lægger til i Cambodjas spændende hovedstad Phnom Pehn, hvor vi bl.a. bliver klogere på Pol Pots grumme regime, når vi besøger Killing Fields og S-21-fængslet. Krydstogtet slutter ved Siem Reap hvor vi har tre overnatninger til at udforske det enestående Angkor Wat-tempelkompleks.

Undervejs har vi god tid til at beundre de smukke landskaber og småøer, se templer og komme helt tæt på livet, som det leves langs Mekongflodens bredder.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Flodkrydstogt

  • Rejseleder Skandinavisk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Kambodjansk riel och vietnamesisk dong

Dagsprogram 14 dage
Dag 1
Afrejse fra København
Dag 2
Ankomst til Ho Chi Minh City. Byrundtur til fods og velkomstmiddag
Dag 3
Ho Chi Minh City. Cu Chi-tunnelerne og byrundtur
Dag 4
Ho Chi Minh City – Ombordstigning på flodbåd i Can Tho – Long Xuyen
Dag 5
Long Xuyen – Tiger Island – Tan Chau. Flydende marked og pagode-besøg
Dag 6
Tan Chau
Dag 7
Tan Chau – Phnom Penh, Cambodia
Dag 8
Phnom Penh. Byrundtur, Killing Fields og fængslet S-21
Dag 9
Phnom Penh – Silk Island – Kampong Cham
Dag 10
Kampong Cham - Siem Reap
Dag 11
Siem Reap. Angkor Thom og Angkor Wat
Dag 12
Siem Reap. Landminemuseum, landsbybesøg og afskedsmiddag
Dag 13
Siem Reap. Tid på egen hånd. Hjemrejse fra Phnom Penh
Dag 14
Ankomst til København

Victoria Mekong

Den komfortable og moderne flodbåd Victoria Mekong er en helt ny flodbåd på Mekongfloden, der er færdigbygget og søsat i 2019.

Båden rummer i alt 35 kahytter fordelt på River Deck og Panorama Deck. Alle kahytter er udvendige med store panoramavinduer og med udgang til egen private balkon. Her er i alt fire dæk og masser af plads til at bevæge sig omkring på. På Panorama Deck findes der 16 Deluxe Staterooms og bådens 2 suiter samt restauranten, hvor køkkenet serverer både asiatisk og europæisk mad.

På River Deck findes yderligere 17 kahytter samt bådens lille butik og Spa-område, der tilbyder forskellige skønheds- og spabehandlinger.

På soldækket finder vi bådens lille swimmingpool med tilhørende poolbar. Sundeck rummer også et større overdækket loungeområde hvorfra du kan nyde udsigten og livet langs flodbredden.

Øverst oppe finder vi det såkaldte Skydeck, hvorfra du kan nyde en uforstyrret udsigt i alle retninger fra din solseng. Der er gratis internet på de fælles arealer.

Atmosfæren på båden er afslappet og meget uformel. Der er ingen dresscode, heller ikke i forbindelse med middagene. Vores rejseleder holder foredrag og viser film ombord samt informerer om næste dags udflugter og aktiviteter.

Kahytterne er alle velindrettede med eget bad og toilet og har skydedøre ud til egen private balkon, så man både kan nyde udsigten fra kahytten og fra balkonen. I alle kahytter findes en minibar, air condition, sikkerhedsboks, hårtørrer samt badekåbe og slippers. Deluxe kahytterne på både River Deck og Panorama Deck er 25m2 store og ens i indretningen. Kahytterne på River Deck ligger på bådens nederste dæk, mens kahytterne på Panorama Deck ligger på dækket ovenover.

På Panorama Deck finder vi også bådens 2 suiter, der både har et soveværelse og et opholdsværelse. I badeværelset findes både brusekabine samt et badekar, og herfra kan panoramavinduet åbnes for frit udsyn til flodbredden. Suiterne er 45m2 store.

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
26.998,–
København
Udsolgt
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra København

Vi flyver fra København og sætter kursen mod Ho Chi Minh City i Vietnam.

Dag 2
Ankomst til Ho Chi Minh City. Byrundtur til fods og velkomstmiddag
Notre Dame-katedralen i Ho Chi Minh City

Ved ankomsten til Ho Chi Minh City tjekker vi ind på vores hotel. Byen er Vietnams største og også kendt som Saigon, hvilket den stadig kaldes i folkemunde.

I mange hundrede år har byens beliggenhed været gunstig både i forhold til handel og militær strategi, og historien har sat sit præg på den i form af smukke pagoder og bygninger fra tiden som hovedstad i den franske koloni Indokina. Gadebilledet er dog i dag domineret af moderne højhuse, farverige reklameskilte og nye biler.

Når vi har tjekket ind, går vi en tur til en af byens centrale pladser; her finder vi Notre Dame-katedralen fra 1877-1883, som har to 40 meter høje tårne med jernspir. Vi passerer også byens rådhus, operahuset og byens gamle posthus, som alle ligger i nærheden.

Vi mødes igen om aftenen for at spise en fælles velkomstmiddag på en god lokal restaurant.

 

Dag 3
Ho Chi Minh City. Cu Chi-tunnelerne og byrundtur
250 kilometer underjordiske tunneller i Cu Chi

I den tidlige morgenstund kører vi til de berømte Cu Chi-tunneller, der blev bygget af Vietcong i perioden 1940-60. I første omgang for at hjælpe den lille landmandshær mod helikoptere og anden moderne krigsførelse, men da Vietnamkrigen var på sit højeste, strakte tunnelerne sig faktisk hele vejen fra Ho Chi Minh City til den Cambodianske grænse, og alene i Cu Chi-distriktet er der over 250 kilometer underjordiske tunneler.

Tilbage i Ho Chi Minh City spiser vi frokost og besøger et par af byens seværdigheder. Vi besøger først Præsidentpaladset, eller Uafhængighedspaladset, som det kaldes i dag. Paladset er en klassisk bygning fra 1960’erne, hvor den sydvietnamesiske præsident Ngo Dinh Diem bestemte sig for at skifte den gamle, franske guvernørbolig ud med dette storslåede palads. Man får virkelig følelsen af svundne tiders storhed og rigdom, når man vandrer gennem de store sale, der står, som de blev efterladt i 1975.

Vi besøger desuden et af byens mest interessante museer, Krigsmuseet. Museet beskriver Vietnams lange kamp for selvstændighed med hovedvægtet på Den amerikanske krig, som vi kender som Vietnamkrigen, fra 1965-1973. Museet er opdelt i forskellige temaer og fortæller bl.a. om de eftervirkninger, som den biologiske krigsførelse havde under det såkaldte Agent Orange-program.

Der er også en udstilling om modstanden mod krigen i store dele af verden. I gårdhaven står gamle fly, kampvogne m.v. udstillet. Det er et barsk museum, men vigtig for forståelsen af det Vietnam, vi oplever i dag.

 

Dag 4
Ho Chi Minh City – Ombordstigning på flodbåd i Can Tho – Long Xuyen

Det er blevet tid til at forlade Ho Chi Minh City og begynde vores spændende krydstogt på Mekongfloden. Vi kører sydpå mod det enorme Mekong-delta. Vi gør et stop i den livlige handelsby Cai Be hvor vi også spiser frokost på en hyggelig lokal restaurant omgivet af frugttræer og beliggende ned til floden.

Vi fortsætter til byen Can Tho hvor vi går om bord på vores prægtige flodbåd Victoria Mekong. Vi slapper af resten af dagen og lærer flodbåden lidt bedre at kende.

Om aftenen spiser vi fællesmiddag i bådens restaurant. De kommende dage varierer retterne mellem alsidige buffeter og faste menuer med regionale retter og lokale råvarer. Det vil også være muligt at få retter fra det europæiske køkken samt vegetarmad.

 

Dag 5
Long Xuyen – Tiger Island – Tan Chau. Flydende marked og pagode-besøg

Straks efter morgenmaden besøger vi det farverige, flydende marked ved Long Xuyen. Her transporteres alskens frugter, afgrøder og andre varer naturligvis per båd, og hvorfor ikke ordne køb og salg fra båden også, nu når varerne er læsset om bord?

Det er en helt speciel oplevelse at være en del af markedet, når der er allermest aktivitet, nemlig her tidligt om morgenen. Vi ser nærmere på et lille museum med keramik, smykker og andre genstande fra bl.a. Khmer og Cham-folket, inden vi vender tilbage til vores båd.

Vi sejler videre op ad Mekongfloden mens vi nyder frokosten ombord. Vi lægger til ved en af de utallige små øer i deltaet. Denne ø har fået navnet Tiger Island. Vi tager på opdagelse på øen med en Xi Loi som er en lokal pick-up taxi trukket af en motorcykel.

Undervejs gør vi stop ved lokale værksteder og ser nærmere på kurvefremstilling samt træskærerarbejde. Vi lægger vejen forbi en mindre pagode som de lokale kalder for Mr Tiger’s Temple. Her hører vi historien om, hvorfor øen har fået navnet Tiger Island.

Sidst på dagen er vi tilbage på skibet og sejler videre mod Tan Chau.

 

Dag 6
Tan Chau
På bådtur i Mekong Deltaet

Fra morgenstunden går vi ombord på en sampan – en traditionel vietnamesisk båd – og sejler ind til flodbredden.

Vi tilbringer dagen i dag på land og under besøg på lokale værksteder lærer vi om livet i deltaet og forarbejdning af de lokale produkter.

Vi kører gennem marker og små landsbyer og oplever de lokales arbejde og levevis. Vi ser også lokal fiskeproduktion i dambrug eller fiskefarme som de kaldes lokalt og oplever et taoistisk tempel.

Sidst på dagen er vi tilbage på skibet, hvor vi skal overvære den traditionelle vietnamesiske Lion Dance inden vi igen skal nyde en dejlig middag på skibet.

 

Dag 7
Tan Chau – Phnom Penh, Cambodia

I dag skal vi tilbringe det meste af dagen på skibet. Heldigvis er der masser af muligheder ombord. I kan starte dagen med yogaundervisning på dækket, eller blot nyde en stille start med en kop kaffe på balkonen. Efterfulgt af en dejlig morgenmad i skibets restaurant.

Nyd landskabet fra soldækket, når vi sejler mod grænsen til Cambodia eller tag en forfriskende dukkert i den lille swimmingpool ombord.

Omkring middag forventer vi at krydse den cambodianske grænse, hvor vi udfylder visumpapirer mv. Når formaliteterne ved grænsen er overstået, sejler vi videre mod Cambodias hovedstad, Phnom Penh som vi når sidst på eftermiddagen. Det er masser af tid til at sidde på soldækket og læse en bog eller nyde en kølig drink.

Personalet fra restauranten vil i løbet af dagen demonstrere kunsten at lave imponerende udskæringer i de lokale, eksotiske frugter, som ofte er en del af udsmykningen på buffeten i Asien.

Vi spiser middag på skibet.

 

Dag 8
Phnom Penh. Byrundtur, Killing Fields og fængslet S-21

I dag skal vi se nærmere på Cambodias hovedstad Phnom Penh, der med sin rustikke charme og elegance stadig emmer af fransk kolonitid. De tidligere franske koloniherrer har sat et tydeligt præg på Phnom Penhs arkitektur, og førhen byen blev med sine brede boulevarder anset for den smukkeste by i Indokina.

De historiske begivenheder og landets manglende ressourcer har imidlertid bevirket, at kun få af de gamle franske kolonibygninger er blevet vedligeholdt, og Phnom Penh fremstår i dag som en moderne storby.

Vi besøger det imponerende kongepalads fra 1866, som er Cambodjas svar på Grand Palace i Bangkok. Da kongen stadig bor her, er det naturligvis ikke hele paladset, der er åbent for offentligheden. Ved paladset ligger Sølvpagoden, som er navngivet efter de 5.000 tunge sølvfliser, der dækker pagodens gulv. Her er også en spændende samling af Buddhafigurer i guld, sølv, bronze og krystal.

Efter frokost på en lokal restaurant dykker vi ned i Cambodias triste fortid under Pol Pots styre. Vi besøger The Killing Fields ved Choeung Ek cirka 15 kilometer fra Phnom Penhs centrum.

I dag er stedet yderst fredfyldt, men på disse marker blev tusindvis af personer mishandlet og henrettet på bestialsk vis under De Røde Khmerer. Ofrenes lidelser og historie mindes på stedet af et højt tårn med kranier fra blot nogle af de mennesker, hvis liv endte i massegravene.

Vi kører herefter til Tuol Sleng-museet Tuol Svay Prey High School, som i 1975 blev omdannet til et fængsel af De Røde Khmerer og navngivet S-21 (Security Prison 21). I perioden 1975-1978 fungerede fængslet som torturkammer, og for mere end 17.000 mennesker blev opholdet i S-21 sidste stop, inden de blev transporteret videre til udryddelseslejren i Choeung Ek (Killing Fields).

I dag er S-21 omdannet til museet Tuol Sleng til minde om de grusomheder, der fandt sted under De Røde Khmerer. Samtlige fanger, der opholdt sig her, blev fotograferet. På væggene er portrætterne udstillet, og desperationen står malet i deres ansigter. Stedet minder os om menneskets mest mørke sider.

Tilbage på skibet bliver vi mødt af en lokal professionel fotograf som blev født i ”Site B’” en cambodiansk flygtningelejr i Thailand. Vi skal høre om hans fascinerende opvækst og liv og om, hvordan han i dag lever af sine billeder, som vi naturligvis også skal se eksempler på.

 

Dag 9
Phnom Penh – Silk Island – Kampong Cham
Silkeproduktion

Vi lægger hovedstaden bag os og sejler lidt nord på til Silk Island, en ø i Mekongfloden kendt for dens silkeproduktion. Vi tilbringer noget tid på øen og går rundt imellem de små landsbyer og pagoder. Her ser vi, hvordan kvinderne sidder og arbejder på deres væve som oftest er placeret under husene. Landsbyboerne her på øen holder fast i de gamle dyder, som skaffer dem penge til dagen og vejen.

Vi er tilbage på skibet ved frokosttid og nyder vores sidste frokost ombord, mens vi sejler videre mod byen Kampong Cham

Inden vi spiser afskedsmiddag ombord på skibet, skal vi overvære en traditionel Khmer danseopvisning.

 

Dag 10
Kampong Cham - Siem Reap
På Mekong

Efter morgenmaden er det blevet tid til at forlade vores flodbåd. Fra Kampong Cham kører vi med bus til Siem Reap. Vi gør et par stop og spiser frokost undervejs. Vi holder bl.a. ved den næsten 1.000 år gamle bro Kampong Kdei, en af de eneste broer fra Khmer-tiden, som stadig står i dag. Vi når Siem Reap om eftermiddagen, hvor vi tjekker vi ind på vores hotel og bruger resten af dagen på at slappe af eller se nærmere på byen.

Dag 11
Siem Reap. Angkor Thom og Angkor Wat
Ved Angkor Wat-templet

I dag skal vi besøge Angkor Thom, den sidste hovedstad i Khmerriget, opført i det 12. århundrede under kong Jayavarman VII.

Ruinbyen på ni kvadratkilometer er omkranset af en kvadratisk, otte meter høj mur. Efter at have passeret indgangsporten flankeret af imponerende elefanter, bevæger vi os ind til Bayon-templet, som ligger præcist midt i byen. Templet har 54 tårne med udskårne, gådefulde ansigter, som symboliserer de 54 provinser i det store Khmerrige.

Smukke relieffer skal vi også se på Elefanternes Terrasse og Den Spedalske Konges Terrasse. Ved middagstid vender vi tilbage til vores hotel og holder en lang frokostpause, hvor der også bliver tid til at slappe lidt af ved poolen med en god bog.

Om eftermiddagen skifter vi bussen ud med tuk-tuk og kører til den fantastiske tempelby Angkor Wat. Hele tempelkomplekset dækker 20 x 50 kilometer og var i 800-1300-tallet hovedstad for det mægtige Khmerrige, hvis magt og kulturelle indflydelse rakte langt ind i de omkringliggende lande.

Selve Angkor Wat er blot det største af mange templer, selvom det har lagt navn til hele området. Angkor Wat er et af de bygningsværker, der bliver ved med at forbløffe besøgende, og stedet efterlader ingen tvivl om, at Khmerriget har haft sin berettigede storhedstid.

Hvis vejret tillader det, nyder vi solnedgangen over rismarkerne fra det smukke tempelområde, inden vi vender tilbage til hotellet.

 

Dag 12
Siem Reap. Landminemuseum, landsbybesøg og afskedsmiddag

Efter flere årtier med konflikter, borgerkrig, De Røde Khmerer, amerikanske bombninger og vietnamesisk besættelse er Cambodia selv i dag et af de lande i verden med flest landminer.

Stadig bliver adskillige civile dræbt og såret hvert år af landminer og andre efterladenskaber fra de tidligere kamphandlinger. Landminerne ligger rismarkerne hvor folk arbejder og på småveje, som skolebørn benytter til og fra skole.

Selvom millioner af landminer allerede er fjernet, forventes det at der går yderligere 10-20 år før landet vil være helt fri for landminer. Vi besøger CMAC museum (Cambodian Mine Action Center) lidt uden for byen, hvor vi får en rundvisning og bliver klogere på de udfordringer som de efterladte landminer giver samt hvad der gøres for at få dem fjernet.

Efter dette lidt dystre besøg kører vi ud på landet for at stifte bekendtskab med nogle af de lokale khmer-landsbyer og se nærmere på deres levevis. Vi ser, hvordan de lokale dyrker de forskellige grøntsager og hvordan opdræt af både høns og ænder er en vigtig del af deres hverdagsliv.

Vi bliver også klogere på, hvordan de tilbereder deres ’sticky rice’ i bambusrør. Vi spiser en lokal frokost her i landsbyen, hvorefter vi lægger vejen forbi landsbyens gamle pagode. Hvis vi er heldige, kan vi blive velsignet af den lokale munk.

Efter landsbybesøget vender vi tilbage til Siem Reap og har eftermiddagen på egen hånd til at slentre en tur rundt i byen – eller måske frister hotellets swimmingpool.

Om aftenen nyder vi en afskedsmiddag på en lokal restaurant i byen.

 

Dag 13
Siem Reap. Tid på egen hånd. Hjemrejse fra Phnom Penh

Mangler du at købe de sidste gaver eller souvenirs, er det ved at være sidste chance. Ellers er dagen til fri disposition, inden turen går med bus mod lufthavnen i Phnom Penh for hjemrejse mod København.

Dag 14
Ankomst til København

Prisinformation

Tillæg for enkeltkahyt (Deluxe stateroom on River Deck)

10.998 kr

Tillæg for opgradering af kahyt

Deluxe Stateroom on Panorama Deck: 
2024:  1.498 kr per person
2025: 1.598 kr per person

Victoria Suites on Panorama Deck:
2024: 3.998,- kr per person
2025: 4.998,- kr per person

Prisen inkluderer
  • Fly København – Ho Chi Minh City og Phnom Penh – København via Dubai (hjemrejsen med teknisk mellemlanding i Singapore).
  • Dansk rejseleder
  • Udflugter og entréer jf. Program
  • Indkvartering i delt dobbeltværelse 2 nætter i Ho Chi Minh City på Continental (Deluxe Room)
  • Indkvartering i delt dobbeltværelse 3 nætter i Siem Reap på Sokha Angkor (Deluxe Room)
  • 7 dage/6 nætters krydstogt med Victoria Mekong i delt dobbeltkahyt (Deluxe-kahyt på River Deck, eller opgradering til højere kategori mod tillæg)
  • Drikkevarer ombord på skibet; kaffe, the, vand, sodavand og lokal øl. Desuden er vin inkluderet til måltiderne.
  • Morgenmad dagligt
  • Frokost alle dage, undtagen dag 2, og 14
  • Middag alle dage, undtagen dag 3, 10, 11 og 13
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 7 %
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuel opgradring til kahyt.
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører samt skibspersonale. Beregn ca.100 USD
  • Visum til Cambodia USD 35,- . Husk at medbringe et pasfoto
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Personlige fornødenheder
  • Tillæg for enkeltværelse/-kahyt
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,-
  • Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Regntid og forhold

I regntiden kan vandstanden i Tonle Sap-søen stige med op til 10 meter, og det kan grundet de store udsving være svært at forudsige vandstanden. Programmet vil derfor være vejledende, da vandstand, vejr og vind mv. kan medføre, at ruten og enkelte udflugter må ændres eller aflyses. Hvis der skulle ske programændringer, bestræber vi os selvfølgelig på at finde bedst mulige alternativer.

Visum

Visum til Cambodia opnås ved ankomsten til Cambodia. Husk at medbringe 2 x pasfoto samt USD 35,- i kontanter. Der kræves ikke visum til Vietnam på denne rejse, da opholdet i Vietnam ikke overstiger 15 dage, dog skal en kopi af dit pas sendes til Albatros Travel. (Gælder ved dansk pas, kontakt gerne Albatros Travel for yderligere information).

Bagage

Det er en god idé at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 20 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato.
I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

 

Mere om dine rejsemål

Vil du vide mere om klima og vejr, tidsforskelle, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres, så læs mere herunder.

Cambodja: www.albatros-travel.dk/destinationer/asien/cambodja
Vietnam: www.albatros-travel.dk/destinationer/asien/vietnam

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 5 out of 5 by from Spænding for alle pengene Meget spændende og til tider trættende og meget varm ferie.
Date published: 2024-03-07
Rated 5 out of 5 by from Stor oplevelse Turen levede helt op til mine (ret høje) forventninger. Cambodia er et traumatiseret og udfordret land med en historie, der hænger sammen med bl.a. Vietnam, hvor der også er en interessant fortid. Rejselederens viden og indsigt i hele regionen blev super formidlet. Vi var et mindre rejsehold, hvor alle var socialt anlagt, tiltalende og spørgelystne. Sejlturen var skøn. Skibet og kahytterne fantastiske, personalet imødekommende. Udflugterne var varierede og interessante. Selvfølgelig en enkelt smutter hist og her - men uden betydning i den store sammenhæng.
Date published: 2024-03-03
Rated 5 out of 5 by from Uforglemmelig rejse Vi var begejstrede for den super godt gennemførte rejse. Logistikken var helt i top. Vores rejseleder Niels hører til blandt de dygtigste, som vi har mødt. Utrolig vidende, kompetent og meget venlig.
Date published: 2024-03-03
Rated 4 out of 5 by from Spændende historisk og kulturel rejse. Veltilrettelagt rejse.
Date published: 2024-03-06
Rated 5 out of 5 by from Fantastisk rejse En helt igennem fantastisk og veltilrettelagt rejse , med gode hoteller, et skønt skib og besætning, spændende ture og oplevelser og ikke mindst en dygtig rejseleder som havde en kæmpe viden om de steder vi besøgte .
Date published: 2024-03-05
Rated 4 out of 5 by from En skøn rejse med mange gode oplevelser Rejsen var spændende og rejselederen var super god.
Date published: 2024-03-04
Rated 4 out of 5 by from Fantasiske rejsemål Hoteller, de lokale guider og udflugter var gode Valg af spisesteder til frokost og aftensmad var gode - på nær et sted! Fantatiske 7 dage på Mekongfloden
Date published: 2024-02-04
Rated 5 out of 5 by from En fantastisk rejse med masser af spændende oplevelser Det var en fantastisk rejse, hvor vi fik Vietnams og Cambodias historie fortalt på både godt og ondt. Vores rejseleder havde en meget stor viden om begge lande, deres befolkning, deres kultur og han fortalte deres historie på en meget levende måde. Flodkrydstogtet på Mekongfloden var en positiv oplevelse. Victoria Mekong var et meget flot skib, fantastisk personale, god og alternativ underholdning samt en fantastisk forplejning. Der var også gode udflugter fra skibet, hvor vi oplevede nogle lokale landsbyer og de lokales håndværksarbejde. Også gode hotelvalg i såvel Vietnam som Cambodia. Alt i alt en rejse, der kan anbefales på det varmeste.
Date published: 2024-02-03
  • y_2024, m_11, d_9, h_6
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.42
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_3, tr_72
  • loc_da_DK, sid_VNCRI01, prod, sort_[SortEntry(order=FEATURED, direction=DESCENDING), SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser