Málaga regnes for at være den bedste storby i Spanien og op til jul byder byen på en hyggelig atmosfære med smuk julebelysning og spændende historie
Rejs med på juletur til den pragtfulde storby Málaga, som igennem de seneste år har gennemgået en total forvandling. Byen er som den grimme ælling blevet forvandlet, så den nu fremstår som Spaniens smukke svane. Op til jul er byen smukt pyntet med en fantastisk julebelysning, utrolige dekorationer og en intens julestemning.
Málaga har en rig og omfattende historie hvor fønikere, arabere og romere alle har sat deres præg på byen. Senere gjorde opdagelsestiden byen styrtende rig, og den er fødeby for den verdensberømte maler Picasso. Byen har et stort udvalg af spændende museer, fantastiske shopping muligheder kombineret med charmerende tapasbarer og skønne restauranter. Byens madmarked dufter og lokker med spanske specialiteter, og dens små bodegaer frister blandt andet med et lille glas malagavin. Ikke underligt at mange har gjort Malaga til deres favoritstorby i Europa.
På denne tur skal vi både på bodega, marked, museer og vandre af de små gader og stræder og indsnuse byens herlige atmosfære.
Vi skal opleve byen til fods og smage os gennem Málagas hyggelige gader. Vi har valgt at bo meget tæt på både centrum og vandet – nemlig på Hotel MS Maestranza lige ved byens tyrfægterarena.
-
Type City Break
-
Rejseleder Albatros-rejseleder
-
Visum Nej
-
Vaccination Nej
-
Valuta Euro
Hoteller
Hotel MS Maestranza
Dette dejlige 4 stjernet hotel er placeret meget tæt på Malaga centrum lige ved siden af byens park, tæt på den skønne strandpromenade og med udsigt til byens tyrfægterarena. Om aftenen lyser byen op, og den fine udsigt kan både nydes fra hotellets fællesområder og fra værelserne.
De moderne værelser er indrettet med varme farver og indeholder TV, sikkerhedsboks, hårtørrer og gratis internet. På badeværelset findes brus i badekar.
Hotellet har sin egen restaurant og bar samt et wellness område (Albatros er ikke ansvarlig for åbningstider og bestilling til wellness-behandlinger).
Hotel MS Maestranza
Avda. Cánovas del Castillo, 1 - 29016 Malaga
Tlf: +34 952 21 36 10
www.hotelmsmaestranza.com
Dagsprogram
OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.
Vi flyver fra Danmark til Málaga. Herfra kører vi til centrum af Málaga for indkvartering på vores dejlige Hotel MS Maestranza. Vi bor lige ved den lange indbydende strandpromenade, tæt på tyrfægterarenaen, byparken og centrum.
Inden vi kommer frem til hotellet tager vi på en lille panoramasightseeing hvor vi får set lidt nærmere på hvad Málaga har at byde på.
Vel fremme ved hotellet tjekker vi ind og det er nok tid til en lille frokost. For de som har lyst kan man følge med til den lille restaurantkæde Volapié ved Plaza de la Marina, som drives af Michelin-mesterkokken Dani García. Prøv deres sliderburger med oksehale og payoyo-ost, ”Burger Rabo de Toro”, og måske deres lækre friterede blæksprutter. Der findes mange små listige steder rundt omkring i byen, hvis man vil ud på egen hånd.
Om aftenen er det tid til at spise en middag sammen på hotellet. Mon ikke nogen vælger at følge med rejselederen med ud efter middagen for at drikke et lille glas vin på en af de mange lokkende barer i byen?
I dag udforsker vi vores by til fods. Med sine 567.000 indbyggere er byen Andalusiens næststørste og hovedbyen på den berømte kyststrækning Costa del Sol.
H.C. Andersen elskede Málaga, og der står i dag en statue af ham på hovedgaden. Efter sit besøg i byen i 1862 skrev han: ”I ingen af Spaniens Byer har jeg følt mig så glad, så hyggeligt hjemme som i Málaga; Folkelivet, Naturen, det åbne Hav, hver især så rig og uundværlig for mig, fandt jeg her, og dertil det mig endnu vigtigere, jeg fandt elskværdige Mennesker”. Og det hele stemmer den dag i dag.
Denne søfartsby er en smeltedigel af forskellige folkeslag. Fønikerne kom fra havet og grundlagde Malaca, som de kaldte byen. Herfra sejlede man ud til hele Romerriget med fisk, silke, figner, rosiner og mandler. Senere, under det arabiske herredømme, blev Málaga forvandlet til en af de mest betydningsfulde byer i regionen. Og da spanierne fandt Amerika, blev byen centrum for handlen mellem kolonierne, og derfor et af Spaniens vigtigste handelscentre. Senere var det tekstil- og jernindustrien, der holdt gang i hjulene, indtil slutningen af det 19. århundrede. Industrien oplevede nedgang, og byen døde hen. Men så gjorde turismen sit indtog og satte Costa del Sol på europakortet.
Vores besøg i Málaga starter med en lille vandretur gennem den fascinerende storby. I den gamle toldbygning besøger vi det interessante Museo Málaga, der efter 18 års ombygning og 40 mill. euro endelig kunne åbne i 2016. Med sine 15.000 m2 er museet det største statsejede museum i Andalusien, og her kan vi gennem 15.000 kunstgenstande følge med på en rejse fra stenalderen til det 20. århundrede.
Vores lille besøg giver måske smag på at komme igen og udforske det yderligere i løbet af rejsen. De små snørklede gader leder os frem til en af byens bedste tapasrestauranter, hvor vintønder og tørrede skinker er del af udsmykningen. Vi spiser en herlig tapasfrokost inden vores videre tur gennem de hyggelige og kringlede gader.
Herefter er der lidt tid på egen hånd, inden vi om eftermiddagen kører hjem til hotellet. Du kan besøge den smukke katedral med det manglende tårn, der derfor kaldes ”La Manquita”, den enarmede kvinde, eller besøge det mauriske fæstningsværk Alcazaba på egen hånd. Det imponerende bygningsværk bestod tidligere af over 100 tårne og moskeer. Der er små hyggelige patioer og smukke haveanlæg. Alcazaba kaldes "Málagas Alhambra”, og man forstår hvorfor, når man ser det.
I dag skal vi ud på en lille gastronomisk formiddagstur gennem Malaga. Vi starter med at besøge en af institutionerne i Malaga nemlig Casa Aranda, hvor man kommer for at spise churros, de friterede vandbakkelsesrør som også kaldes Spanskrør. Her i Málaga dypper man dem i varm chokolade eller en kop kaffe med mælk. Så vi skal dyppe løs som var vi spaniere for en dag. Vi går gennem det store Atarazanas-marked, hvor smukke opsætninger af frisk frugt og grøntsager lokker med deres mangfoldige farver. Her ligger frisk fisk og røber nærheden til det gavmilde Middelhav, og duften af krydderier stimulerer appetitten.
Vi skal også se nærmere på de mange kryddeributikker med duftindtryk fra hele verden. Man fornemmer næsten, hvordan det gamle Málaga blev rig på transporter af luksusvarer og krydderier, og den madglade fristes helt sikket til at købe lidt med hjem. Spanien er kendt for deres smagfulde Manchego-oste, en herlig fåremælksost som er produceret i regionen La Mancha, og vi skal naturligvis smage på et par af de gode varer.
Overalt i byen finder man butikker der sælger den berømte spanske skinke, der findes i utallige varianter, som vi skal introduceres for. Der er meget at fortælle om, og vi smager lidt på et par af de forskellige gradueringer af skinker, en kunstform som nærmer sig en hel videnskab.
Herefter er det blevet tid til en lille kop kaffe, og i Spanien er kaffe ikke bare kaffe, og slet ikke i Málaga. På en af de lokale barer bliver det nu tid til at bestille en af de mange varianter og lige hvile fødderne.
Vores endemål er en af de små intime bodegas, Antigua Casa de Guardia, som har lignet sig selv gennem århundreder. Her er vinen i store tønder og langs den lange bardisk står man med sin vin og tjenerne skriver regningen med kridt direkte på disken. Vi skal smage på den lokale søde Málaga-vin lavet på druer som Pedro Ximénez, Moscatel. Vinen serveres direkte fra fad, og der er høj stemning, før siestaen sætter ind – ja, faktisk det meste af dagen.
Inden vi skilles for dagen ender vi på en af de små tapasbarer og spiser en lille tapas sammen samt får et glas vin. Og skulle man være mere sulten, så kan man passende fortsætte med en frokost ved markedet, som ligger lige ved siden af os. Her er der et herligt udvalg af små restauranter, som serverer frisk fisk direkte fra markedsboderne.
Resten af dagen er til egne eventyr.
I dag er der tid til at opleve endnu mere af den herlige storby. Måske spiser du en lille frokost ved en af de små madsteder udenfor markedspladsen, nyder et glas sangria på en af caféerne eller går blot rundt i de hyggelige gader.
Hvorfor ikke besøge det omfattende Museo Picasso, som regnes for et af de bedste og mest omfattende samlinger af den spanske kunstners værker. Det var Picasso selv, der havde et ønske om et museum i sin fødeby, og det var daværende kong Juan Carlos, som agerede saksefører og klippede det røde bånd til samlingen med 200 af Picassos værker. (Entre august 2022: 9€/7€ over 65 år).
Et anderledes og spændende museum er det store bilmuseum, som ligger tæt på centrum. Museet er indrettet i en gammel tobaksfabrik og viser hele bilens historie fra slutningen af 1800-tallet (Winner 2 cyl. fra 1898) frem til vores tid med en såkaldt "eksperimentalbil" kaldet Aire Comprimido, inspireret af filmen Star Wars. Bilen er fra 2011 og kan køre 10 km på komprimeret luft. Museet er meget varieret og viset alt fra tidens tøj, forskellige fælge og lygter og ikke mindst en lang række motorer.
Om eftermiddagen er det muligt at følge med rejselederen på en vandretur op til Gibralfaro-klippen over Málaga, hvor der er mange dejlige trapper op og en smuk udsigt over byen. Måske kan man afslutte med et glas vin på det gamle statshotel, Paradoren, der ligger med en fin udsigt højt hævet over byen.
Om aftenen samles vi, og begiver os ud i byen for at spise en hyggelig middag på en af byens hyggelige restauranter.
I dag er det tid til at vende hjem efter en dejlig og begivenhedsrig rejse. Afhængigt at flyselskabernes afrejsetider kører vi til lufthavnen i Málaga og rejser hjem til Danmark.
Det er muligt, at vi laver lidt om i rækkefølgen på programmet, men vi når det hele.
Prisinformation
- Prisen inkluderer
-
- Dansk rejseleder
- Fly København – Málaga t/r
- Transport til og fra lufthavnen i Málaga
- Byrundtur i Málaga inkl. tapasfrokost
- Gastronomisk byvandring i Malaga med smagninger
- Indkvartering på dejligt 4-stjernet hotel i delt dobbeltværelse
- Morgenmad på hotellet dag 2-5
- En velkomstmiddag på hotellet
- Skatter og afgifter
- Prisen inkluderer ikke
-
- Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
- Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
- Drikkevarer til middage
- Eventuelle ekstra arrangementer
- Tillæg for enkeltværelse
- Drikkepenge til chauffører og lokalguide (beregn ca. 6 euro)
- Personlige fornødenheder
- Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"
Praktiske oplysninger
Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Oplysninger om rejsen
Vejret
Andalusien er det sted i Europa, der har flest solskinstimer. I november, januar og februar måned byder solkysten på hele 170 solskinstimer – til sammenligning har Paris 54-75 solskinstimer og København 43-54 timer per måned. De gennemsnitlige dagtemperatur ligger på 20 grader i november måned svarende til Danmark i august. Det kan naturligvis regne i Andalusien, men regnen falder oftest som korte, kraftige byger. (kilde: dmi.dk).
Deltagerantal
Denne rejsedato kræver et deltagerantal på minimum 24 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen, eller foreslå en anden dato – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, du som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.
Forlængelse/ændringer
Rejsen sælges som en hel “pakke“, og ved ændringer vil det ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der ikke benyttes.
Generelle forhold
Rejsens krav til fysisk formåen
Rejseforsikring
Gouda Rejseforsikring
Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.
Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.
Albatros Travels rejseledere og guider
På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.
På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.
På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.
Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.
Drikkepenge
Tillæg for enkeltværelse og -kahyt
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.
Pas
Rejser med mindreårige
Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.
USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.
Placering i flyet
Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.
Placering i bussen
På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.
På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.
Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.
Forplejning om bord på flyet
På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.
Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.
Specialkost
På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.
Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.
Forbehold/ændringer
Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.
Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.
Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.
Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.