Fra Valparaíso i Chile til tangobyen Buenos Aires – via Ildlandet på Sydamerikas sydligste spids
Tag med Albatros til ”verdens ende”, og oplev den enestående natur og dyrelivet i Patagonien, inkl. det sagnomspundne Ildland og Chiles fantastiske skærgård. Rejsen byder også på spændende storbyoplevelser i hele 3 sydamerikanske hovedstæder: argentinske Buenos Aires, hvor tango, møre bøffer og liflig rødvin går op i en højere enhed; Montevideo i Uruguay med de smukke parker og palæer; og Santiago i Chile, som ligger smukt mellem Andesbjergene og de frodige vinmarker. Vi rejser i den sydlige halvkugles højsommer og bliver overalt mødt af en forbløffende frodighed.
Blandt sejladsens højdepunkter nævnes i flæng Kap Horn, Beaglestrædet og Magellanstrædet.
Helpension ombord på krydstogtet.
Opgrader til udvendig kahyt eller højere kategori, og få drikkepakke med i prisen.
-
Type Krydstogt
-
Rejseleder Dansk
-
Visum Nej
-
Vaccination Ja
-
Valuta Argentinsk Peso, chilensk peso
- Dag 1
- Afrejse fra København
- Dag 2
- Santiago, Chile. Ankomst med byrundtur og hotelindtjekning
- Dag 3
- Santiago, Valparaiso og San Antonio, Chile. Viña del Mar, byrundtur i Valparaiso og indtjekning på skib i San Antonio
- Dag 4
- På havet
- Dag 5
- Puerto Montt, Chile. Mulighed for udflugt til Vicente Perez Rozales Nationalpark
- Dag 6
- Gennem Chiles skærgård
- Dag 7
- Magellanstrædet
- Dag 8
- Punta Arenas, Chile. Mulighed for byrundtur og udflugt til traditionel ranch m. barbecuefrokost
- Dag 9
- Ushuaia, Argentina. Mulighed for udflugt til Tierra del Fuego Nationalpark
- Dag 10
- Kap Horn
- Dag 11
- På Atlanterhavet
- Dag 12
- Puerto Madryn, Argentina. Mulighed for udflugt til pingvinkolonien Punta Tombo
- Dag 13
- På havet
- Dag 14
- Punta del Este, Uruguay. Spadseretur i lokalområdet med rejselederen
- Dag 15
- Montevideo, Uruguay. Mulighed for byrundtur i Uruguays hovedstad
- Dag 16
- Buenos Aires, Argentina. Byrundtur med Palermo og Recoleta samt mulighed for tangoshow om aftenen
- Dag 17
- Buenos Aires, Argentina. Byrundtur med frokost, hotel indtjekning og afskedsmiddag
- Dag 18
- Buenos Aires, Argentina og afrejse
- Dag 19
- Ankomst København
Celebrity Eclipse
Celebrity Eclipse er et af de nyeste skibe i Solstice-klassen og er elegant indrettet med omtanke for de små detaljer. Skibet er et af rederiet Celebrity Cruises store skibe med plads til 2.850 passagerer, og er fyldt med gode muligheder for dejlige oplevelser. Hvad med en opfriskende dukkert i poolen, en afslappende behandling i spaen eller en tur i fitnesscenteret? Du kan også nyde en lækker middag fra en af skibets restauranter, opleve et show eller nippe til en god drink, mens du nyder udsigten fra skibets komfortable panoramalounge.
Dagsprogram
OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.
Om formiddagen lander vi i Santiago de Chile’s lufthavn.
Herefter sættes kursen mod centrum af Santiago, Chiles hovedstad, som ligger i en bred dal (600 meter over havet) mellem vinmarker og de snedækkede Andesbjerge. Santiago er Sydamerikas femtestørste by med cirka fem millioner indbyggere. Byens kendte seværdigheder er blandt andet den centrale plads, Plaza de Armas, den smukke San Francisco-kirke med et lille museum om kunst fra kolonitiden, operahuset (Teatro Municipal), San Cristóbal-bjerget samt Santa Lucia-bakken med et parkområde, hvor byen blev grundlagt i 1541 af spanieren Pedro de Valdivia.
En del af dagens byrundtur foregår til fods. Derefter er det tid til at tjekke ind på hotellet.
Efter tidlig morgenmad er det tid til at drage mod Valparaíso, som er en af Chiles ældste byer. Byen ligger i en bugt på en række højdedrag og er kendt for sine gamle kabelbaner – hvoraf 15 endnu er funktionsdygtige – som fører fra havnen op til de gamle UNESCO-fredede beboelseskvarterer. Her boede kolonitidens tyske og engelske handelsmænd i de farverige huse, som lyser op i bybilledet.
På vej ind til Valparaiso området sørger vi for at gøre kort holdt i området omkring Viña del Mar, bedre kendt som ”havebyen”. Her kan vi se de parker og grønne områder som har givet byen sit øgenavn. Vi skal dog også forbi byens casino fra 1932 (dog uden at besøge det) og høre lidt om byens moderne status som strandparadis.
Senere er vi vel fremme i Valparaiso, som bestemt fortjener et nærmere besøg, hvorfor vi starter besøget med en rundtur inden vi kører sydpå til skibet. Vi kigger nærmere på det UNESCO beskyttede historiske centrum med sin fine arkitektur, parlamentet og Plaza Sotomayor.
Vi kører herefter til den store havn i San Antonio. Efter indtjekningsformaliteterne er der mulighed for at udforske vores nye hjem. Skibet har alt, hvad hjertet kan begære af lækre faciliteter, udsøgt service og gastronomi af bedste kaliber.
Først på aftenen stævner skibet ud fra San Antonio.
En af Chiles vigtigste byer er Puerto Montt, som blev grundlagt af tyske nybyggere i midten af 1800-tallet. Byens huse har da også et mellemeuropæisk, farverigt præg i form af høje tagkonstruktioner og ornamenterede balkoner. Byen ligger i Patagoniens berømte sødistrikt, som er spækket med hundredvis af store dybblå søer, urgamle skove og brusende smeltevandsfloder og vandfald.
På dagens Albatros udflugt kører vi fra havnen i Puerto Montt gennem de smukke vulkanlandskaber til Vicente Perez Rosales Nationalpark, hvor vi blandt andet ser det imponerende Petrohue-vandfald med Osorno-vulkanen i baggrunden og nyder en sejltur på den smaragdblå sø Lago Todos Los Santos. Den korte sejltur kan byde på fugleliv og forhåbentligvis et foto eller to af vulkanen med en flot panoramisk baggrund.
Vi kører ad den sydlige kyst og håber på at vejrforholdene giver os flotte udsigter undervejs. Vi laver et kort stop i Los Riscos for at se kontinentets kendte pakdyr lamaen.
Tilbage i Puerto Montt er der lidt tid til selv at gå på opdagelse. Blandt andet er der gode muligheder for at kigge på den lokale kunsthåndværkstradition, som blandt andet tæller træskærerarbejder og tekstiler.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).
Vi befinder os fortsat, lidt endnu, i chilensk farvand og ankommer tidligt om morgenen til Punta Arenas.
På dagens Albatrosudflugt starter vi med at udforske byens seværdigeheder på en byrundtur, der blandt andet fører os forbi det store torv Plaza de Armas, byens kirkegård med de imponerende gravsteder, og vi får den flotte udsigt over byen og Magellanstrædet fra udsigtspunktet Cerro la Cruz.
Vi besøger også Maggiorino Borgatella-museet, der blev grundlagt af missionærer, og som rummer en glimrende udstilling om Patagoniens indfødte folk og deres historie og om områdets natur. Vi får også et spændende indblik i livet på en traditionel patagonsk ranch (på spansk: estancia), når vi besøger Estancia Penitente. Ranchen blev grundlagt i 1891 af nybyggeren Alexander Morrison, og stedet drives stadig i dag af hans efterkommere. I den smukke hovedbygning mærker man suset fra en svunden tid – ikke meget i indretningen har ændret sig, siden stedet blev anlagt. Udenfor får vi en lille demonstration af fåreklipningens kunst.
Herefter bliver vi inviteret med til bords og nyder en tradionel barbecue-frokost med grillet kød og tilbehør. Godt mætte af lækker mad og indtryk fra Patagoniens store vidder vender vi tilbage til skibet.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).
I løbet af natten er vi sejlet fra Stillehavet ind i det smalle Beaglestræde, som skærer igennem det sagnomspundne Ildland på Sydamerikas allersydligste spids.
Beaglestrædet er opkaldt efter det skib, som Darwin foretog sin epokegørende jordomrejse på, og strædet er på denne årstid usædvanlig smukt. Solen glimter i de syv enorme isbræer, der vælter ud i havet sammen med kaskader af smeltevand. Det smukke islandskab brydes af de forunderlige, forvredne sydbøge, der har tilpasset sig klimaet her i det sydlige Patagonien. På vejen ud af Beaglestrædet passerer vi sandsynligvis tæt på flere klippeskær, der fungerer som hvilepladser for kolonier af søløver og sæler.
Vi lægger til i Ushuaia, verdens sydligste by, der ligger ved bredden af Beaglestrædet og med smukke snedækkede bjergtoppe som et dramatisk bagtæppe. Udflugtspakken inkluderer i dag en udflugt til Tierra del Fuego Nationalpark – Ildlandets nationalpark – som ligger cirka 11 kilometer vest for Ushuaia. Nationalparken ligger ud til Beaglestrædet og byder på store skove af sydbøg, smukke søer og bjerge. Ud af parkens samlede areal på 63.000 hektar er cirka 2.000 hektar åbent for offentligheden, resten er totalt fredet. Der er et rigt fugleliv i området, hvor man blandt andet kan være heldig at se andeskondorer, albatrosser og skarve. På udflugten oplever vi den imponerende og forblæste natur på tætteste hold. Sørg for at have et par gode vandresko på, da vi også tager en vandretur ved søen Roca. Vi ser desuden verdens sydligste jernbanelinje, som blev anlagt af fængselsfanger fra Ushuaia i begyndelsen af 1900-tallet. Mellem 1884-1947 blev en række af Argentinas farligste kriminelle og politiske fanger sendt i fængsel i Ushuaia, ligesom militærfængslet blev flyttet hertil i 1911.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).
Vi befinder os nu i det stormfulde Drakestræde, der skiller Sydamerika og Den Antarktiske Halvø, og runder sagnomspundne Kap Horn, som ligger i den chilenske del af Patagonien. Blandt søfarende findes der ganske enkelt ikke et mere mytisk sted i verden, og det grå forbjerg på den lille ø Cabo de Hornos behøver næppe den store præsentation. I sejlskibenes tid frygtede søfolkene i særdeleshed dette farvand. Isolationen og sårbarheden var ikke til at tage fejl af, når 20 meter høje bølger pressede dem rundt om "hornet". Derimod udtrykte Sir Francis Charles Chichester skuffelse, da han under sin solosejlads i sit skib Gypsy Moth overraskende mødte både et engelsk inspektionsskib og et lavtgående fly: ”... jeg forbandede dem; hvis der var et sted, jeg forventede at være alene, så var det ved Kap Horn ...”
I Drakestrædet mødes det kolde vand fra Antarktis med det varme Atlanterhavsvand. Havet er utrolig næringsrigt, og i farvandet er der mulighed for at se forskellige typer af hvaler som eksempelvis spækhugger, sydkaper og delfin. Her er mange forskellige fuglearter, blandt andet forskellige albatrosser: vandrealbatros, kongealbatros, sortbrynet albatros, sodfarvet albatros samt kæmpestormfugl, stormsvale og andre havfugle. Drakestrædet var tidligere den forjættede port mellem det kendte og det ukendte; den uoverstigelige barriere, hvor man mødte de første isbjerge. Det er et af verdens mest urolige farvande, med hyppige storme og høje bølger. Vi kan nyde den friske vind, havfuglene og måske hvalgrupper fra dækket dagen igennem.
Det bedste sted at iagttage de store havfugle er bagerst, hvor fuglene følger skibets agterstævn og udnytter vindforskellene.
Puerto Madryn er Chubut-provinsens naturlige indgangsport til det vidunderlige Patagonien og en af de hurtigst voksende byer i området. Puerto Madryn ligger godt beskyttet af Golfo Nuevo-bugten og langs den smukke strandpromenade, Almirante Brown Boulevard, ligger husene med en fantastisk udsigt over Atlanterhavet og Golfo Nuevo, der fremstår som et naturens amfiteater. Farvandet ud for Madryn og Valdéshalvøen er meget frodigt og fiskerigt og tiltrækker derfor en lang række havpattedyr og fugle. Den mest spektakulære er nordkaper-hvalen, der yngler her i de tidlige sommermåneder.
Ved kysten ligger et naturhistorisk museum med en varieret og informativ udstilling om regionens spændende dyreliv.
Dagens Albatrostilbud er en udflugt til pingvinkolonien Punta Tombo, som er Sydamerikas største ynglested på fastland for pingviner – mere end en halv million magellanpingviner har deres hjemsted her. Magellanpingvinerne er opkaldt efter den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan (cirka 1480-1521), som også har lagt navn til Magellanstrædet.
I Punta Tombo oplever vi på tætteste hold de store horder af pingviner, som går i fast rutefart mellem deres reder, der er gravet dybt ned i sandet, og havet, hvor de dykker efter føde til deres unger. Det er ganske enkelt imponerende at observere de mange myreflittige pingviner i landskabet. Pingvinerne er fredede og må ikke forstyrres. Derfor skal man undgå højrøstet tale og voldsomme bevægelser. Området tiltrækker også en lang række andre fugle, blandt andet blåøjet skarv, magellanskarv og kæmpestormfugl.
På dagens udflugt er der inkluderet frokost i form af en medbragt madpakke.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).
Uruguays eksklusive strandby Punta del Este kaldes også Sydamerikas Monaco, og det forstår man til fulde! Her er uendelige hvide strande, smukke mennesker, livligt natteliv, kasinoer og masser af luksusyachter. Strandene er byens attraktion nummer et, og mange argentinere tager turen fra Argentina over Rio de la Plata for at holde ferie. Det meste af Punta del Este ligger på en halvø, så her har du mulighed for at bade langs to kyster – den rolige, mansa, ind mod Rio de la Plata og den mere blæsende, brava, ud mod Atlanterhavet, med nogle gode surfsteder.
Af kendte strande er der for eksempel Bikini Beach, hvor de kendte og fotomodellerne går, og Finger-stranden (Playa de los dedos) med en stor skulptur af fingre, der stikker op af sandet. Selve byen er en blanding af koloniarkitektur og moderne bygninger. Mange af indbyggerne har europæisk oprindelse, og det afspejler sig i byens stemning, der er mere europæisk end normalt for Sydamerika. Tag en spadseretur på havnepromenaden, eller gå ad Avenida Roosevelt med gode shoppingmuligheder. Du kan også lægge vejen forbi kunsthåndværksmarkedet, hvor du finder forskellige varer lavet i Uruguay, blandt andet tøj og smykker. I den anden ende af shoppingskalaen er der Calle 20, hvor alle de store modedesignere har deres butikker.
For dem som vil arrangerer rejselederen en spadseretur i lokalområdet.
Vi er nu kommet frem til området ved Rio de la Plata og har vores landgang i Montevideo, som er Uruguays hovedstad og dets økonomiske, kulturelle og politiske centrum. Knap halvdelen af landets cirka 3,3 millioner indbyggere bor her.
Montevideo er en travl og hyggelig by med flotte parker, palæer og et stort udbud af kulturelle attraktioner. Den gamle bydel er charmerende, men den moderne rummer også spændende arkitektur, omend den økonomiske stagnation i Sydamerika har sat sit tydelige præg på graden af vedligeholdelse af mange bygninger.
Byens grundlæggelse var et resultat af kolonitidens magtkampe mellem Spanien og Portugal. Spanierne lod nemlig byen opføre som modsvar på portugisernes magtbase i Colonia, cirka 100 kilometer mod øst. Denne magtkamp mellem de to kolonimagter førte siden til Uruguays uafhængighed.
Vi tager på en udflugt til nogle af byens største seværdigheder til fods, og om eftermiddagen er der også lidt tid på egen hånd til at gå videre ud på opdagelse i Montevideo. Der ligger et markedsområde med hyggelige små spisesteder tæt på krydstogthavnen, og bøfferne, de serverer her, plejer bestemt ikke at stå tilbage for de argentinske!
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).
Denne morgen skal vi nyde et par førstehåndsindtryk af Buenos Aires. Vi starter dagens byrundtur ved Puerto Madero, byens gamle havn, hvor alle de gamle pakhuse er blevet totalrenoveret og omlagt til spisesteder og butikker.
Vi tager videre på tur til den nordlige del af byen og starter med bydelen Palermo – byens grønne åndehul – her nyder vi de smukke, storslåede parkanlæg og mindesmærker, der giver os et indblik i landets brogede historie. Vi fortsætter til bydelen Recoleta, som er et af byens mest fashionable beboelsesområder med elegante, franskinspirerede huse. Det er også i Recoleta, vi finder den pompøse kirkegård med gravsteder for alle byens fornemme familier, inklusive Evita Peron, som ligger begravet på et familiegravsted under navnet Duarte. Endvidere er La Recoleta også hjemsted for de meget rige argentinere, som normalt forlader deres herskabsboliger i sommerheden. Om vinteren kan man se de fine damer slentre op og ned ad byens fornemme strøg iført pels og kunstfærdige frisurer, ofte på vej til tesaloner for at møde deres venner.
Har du købt udflugtspakken, mødes vi igen om aftenen, hvor vi skal til et superflot tangoshow. Kan man forestille sig mere perfekte rammer for en aften i tangoens tegn end netop her i tangoens hjemby? Dansen – med sit raffinerede miks af nostalgi, drama, elegance og sensualitet – har sit udspring i immigrantmiljøet i San Telmo-bydelen sidst i 1800-tallet. Selvom tangoen i begyndelsen blev betragtet som alt andet end stueren, gik der ikke længe, inden også det pæne borgerskab havde taget dansen til sig.
(Aftenens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).
Om morgenen efter den sidste morgenmad på skibet, tjekker vi ud og drager mod Buenos Aires’ centrum. Her skal vi rundt i bus på en orienterende byrundtur gennem den elegante og historiske by med de brede boulevarder, prægtige palæer og chikke forretningsstrøg, som har givet byen tilnavnet Sydamerikas Paris.
Byrundturen varer omkring tre timer, og i dag har vi fokus på det historiske Buenos Aires. Vi besøger La Boca, et af byens ældste kvarterer, som i 1800-tallet blev hjemsted for tusindvis af italienske og spanske immigranter, der søgte lykken i den argentinske hovedstad. Gaden Caminito er kendt for sine farvestrålende huse, og det er også her i arbejderkvarteret La Boca, at sportsklubben Boca Juniors holder til. Selvom en lang række markante argentinske fodboldspillere gennem årene har spillet for klubben, er det mere end nogen den nationale fodboldhelt Diego Maradona, der har gjort klubben kendt verden over.
I centrum går vores rute blandt andet forbi Colón-teatret, byens smukke operahus, som er verdensberømt for sin akustik, der siges at være noget nær perfekt. Colón-teatret ligger på verdens bredeste gade, Avenida 9 de Julio, som har syv spor i hver retning. En helt særlig oplevelse er det at besøge det store torv Plaza de Mayo, hvor man virkelig fornemmer historiens vingesus. For enden af torvet troner præsidentpaladset, som ikke uden grund kaldes Casa Rosada, “det lyserøde hus”, for murværket har en markant lyserød farve. Det var fra balkonen her i præsidentpaladset, at Eva Perón – i folkemunde blot kendt som Evita – holdt tale til sine trofaste støtter blandt landets mange fattige. Og det var også på Plaza de Mayo, at “Las Madres de Plaza de Mayo” – en gruppe mødre til forsvundne børn og unge under den argentinske militærjunta – i årene 1977-2006 fast mødtes én gang om ugen og demonstrerede for at få sandheden om deres forsvundne kære frem.
Vi passerer flere af byens legendariske caféer, der vidner om porteñoernes – indbyggerne i Buenos Aires – hang til god kaffe, ligesom vi ser Kongrespaladset, der huser Argentinas parlament, og som er opført med Capitol Building i Washington D.C. som forbillede.
Vi skal også opleve et af de mest berømte områder i Buenos Aires: tangokvarteret San Telmo. Hjertet i kvarteret er den lille plads Plaza Dorrego, og i de hyggelige brolagte gader ligger gallerier, spisesteder og små specialforretninger side om side.
Der bliver også tid til en dejlig frokost på en af Buenos Aires’ verdenskendte restauranter, de såkaldte steakhouses, hvor vi kan nyde en førsteklasses bøf. Herefter tager vi til vores hotel og tjekker ind.
Om aftenen har vi inkluderet en let afskedsmiddag på hotellet som en hyggelig sløjfe på vores fantastiske rejse.
I dag er det tid til at forlade det sydamerikanske kontinent. Vi bliver hentet i bus på hotellet og så er der afgang mod lufthavnen.
Hvis tiden tillader det, så laver vi et stop ved Plaza San Martin hvor vi har et par timer til at udforske den del af byen og evt. få gjort de sidste indkøb inden hjemrejsen.
Udflugtspakke
Kun for Albatros Travels gæster har vi udarbejdet en udflugtspakke ledet af vores danske rejseleder. Udflugtspakken skal købes hjemmefra senest 45 dage inden afrejse.
Udflugtspakken inkluderer:
- Buenos Aires: Tangoshow
- Montevideo: Halvdagsbyrundtur til fods.
- Puerto Madryn: Heldagsudflugt til pingvinkolonien Punta Tombo, inkl. medbragt frokost.
- Ushuaia: Halvdagsudflugt til Tierra del Fuego Nationalpark.
- Punta Arenas: Byrundtur og udflugt til Estancia Penitente inkl. barbecuefrokost.
- Puerto Montt: Heldagsudflugt til Vicente Perez Rosales Nationalpark, inkl. frokost.
Pris:
kr. 5.298,- pr. person.
Prisinformation
- Tillæg for enkeltkahyt
-
Indvendig enkeltkahyt kat. 9: kr. 14.998,-
- Tillæg for opgradering af kahyt
-
Læs mere om kahytstyperne under Praktiske oplysninger.
Tillæg for opgradering af dobbeltkahyt
- Tillæg for udvendig kahyt med vindue kat. 8: kr. 4.998,- pr. person
- Tillæg for udvendig balkonkahyt kat. 2B: kr. 10.998,- pr. person
Tillæg for opgradering af enkeltkahyt
- Tillæg for udvendig enkeltkahyt med vindue kat. 8: kr. 24.998,-
- Tillæg for udvendig enkeltkahyt med balkon kat. 2B: kr. 36.998,-
- Prisen inkluderer
-
- Dansk rejseleder
- Fly København – Santiago og Buenos Aires – København med mellemlanding(er)
- Byrundture i bus og til fods i Buenos Aires, Valparaiso og i Santiago de Chile
- Argentinsk frokost med møre bøffer dag 17
- Let afskedsmiddag på hotel i Buenos Aires dag 17
- Informationsmøder og foredrag ved rejselederen
- 1 nat på centralt beliggende hotel i Buenos Aires med morgenmad
- 1 nat på centralt beliggende hotel i Santiago de Chile med morgenmad
- 14 nætters krydstogt med Celebrity Eclipse i delt indvendig dobbeltkahyt
- Helpension på krydstogtskibet
- Kaffe, te og isvand på krydstogtskibet
- Drikkepenge på skibet (værdi 1.262,- pr. person)
- Havneskatter og afgifter (værdi 1.584,- pr. person)
- Skatter og afgifter i øvrigt
- Prisen inkluderer ikke
-
- Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
- Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
- Evt. måltider på land og middage i Buenos Aires og Santiago de Chile
- Udflugtspakke (kr. 5.398,-)
- Eventuelle ekstra udflugter eller arrangementer
- Tillæg for enkelt-, udvendig eller balkonkahyt
- Drikkevarer
- Drikkepenge til lokale chauffører og guider (ca. USD 15,- pr. person. Gæster med udflugtspakke bør beregne ca. USD 60 pr. person i alt)
- Ekspeditionsgebyr kr. 130,- pr. faktura
- Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"
Praktiske oplysninger
Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Oplysninger om rejsen
Hvordan er kahytterne?
Der er forskellige kahytskategorier – fra pæne, rummelige indvendige kahytter til pragtfulde suiter med egen balkon. Fælles for alle er, at de naturligvis har eget bad og toilet og rimelig skabs- og siddeplads, enkeltsenge eller dobbeltseng. Desuden er alle kahytter udstyret med køleskab og hårtørrer. Ønsker du at bestille en suite, bedes du rette henvendelse til Albatros Travel.
Kahytskategori 09
Indvendig kahyt på dæk 9. Kahytterne har to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der findes hårtørrer, aircondition og naturligvis bad og toilet.
Kahytskategori 08
Udvendig kahyt med vindue på dæk 3. Kahytterne har to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der findes hårtørrer, aircondition og naturligvis bad og toilet.
Kahytskategori 2B
Udvendig kahyt med egen balkon på dæk 6. Kahytterne har stort gulv-til-loft-vindue og to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der findes hårtørrer, aircondition og naturligvis bad og toilet.
Drikkevarepakke på krydstogtet
Hvis du opgraderer til en udvendig kahyt eller højere kahytskategori, får du en Classic drikkevarepakke under hele krydstogtet. Pakken har en værdi af ca. kr. 365,- pr. person pr. døgn og inkluderer udvalgte ikke-alkoholiske drikke, øl, vine (pr. glas), cocktails og husets spiritus – alt ad libitum. Se detaljeret liste over drikkevarer her: https://www.celebritycruises.com/int/things-to-do-onboard/onboard-packages/beverage-packages
Drikkevarepakken gælder kun for 1. og 2. person i kahytten og kun for gæster over 21 år.
Hvad skal man pakke?
På et krydstogt med Celebrity Cruise Line er der frihed til at klæde sig, som man vil. Det er ikke nødvendigt at checke i det daglige krydstogtprogram, som det oftest er på andre krydstogter, hvilken påklædning der anbefales til aftenens arrangement. Pæn og uformel påklædning er alt, der kræves. For ikke at udelukke sig selv fra deltagelse i specielle arrangementer anbefaler vi dog, at garderoben omfatter jakkesæt eller smoking og lang kjole, da der i løbet af krydstogtet afholdes et par specielle arrangementer i udvalgte saloner og restauranter. Jeans, shorts, T-shirt og badetøj accepteres ikke i restauranterne efter kl. 17.30.
Bagage og pakning
Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.
Hvis du vil låse din kuffert, bør du bruge en såkaldt TSA-lås. The Transportation Security Administration er dem, der kontrollerer bagagen i fly til, fra og via USA, og de har en ”hovednøgle”, som kan åbne TSA-låse. Har du låst din kuffert med en anden lås, forbeholder de sig ret til at bryde låsen op – det gælder også indbyggede låse i kufferten. TSA-låse kan købes i de fleste kuffertbutikker o.l. og fås både som hængelåse og kuffertremme.
Husk, at luft er et udmærket isolationsmateriale, når det lukkes inde imellem flere lag tøj. Man har størst chance for at holde varmen med flere tynde lag tøj end med et eller to lag tykt tøj. Dette gør det også lettere at justere påklædningen i overensstemmelse med vejrets skiften - og som nævnt tidligere, skifter det meget og pludseligt. Rejsende, som dyrker vintersport, kan bruge deres sportstøj, men husk på, at man her er langt mindre aktiv end under sportsudøvelse, hvorfor man vil have behov for en bedre isolering.
I Ushuaia og sydligere på Tierra del Fuego/Ildlandet ligger temperaturerne typisk mellem 10 til 20 grader. Også her kan der blæse en (meget) frisk vind. I Buenos Aires er det til gengæld meget varmt med en middeltemperatur på 25-35 grader.
Solbriller og solcreme
På klodens helt sydlige del er UV-strålerne betydeligt stærkere end hvad vi er vant til. Solbriller af god kvalitet med UV-beskyttelse er en nødvendighed. Bruger du briller, bør du tale med din optiker - og hav et ekstra par briller med i reserve! Husk en kraftig solcreme.
Kikkert
Meget nødvendigt, hvis man gerne vil se fugle og dyreliv. Helst en af god kvalitet, gerne med 8-10 ganges forstørrelse og en frontlinsediameter på mindst 30 mm. En god kikkert kan næppe købes for meget under 1000 kr.
Kamera
Større kameraer bør anbringes i en vandtæt rygsæk. Skuldertasker er besværlige at slæbe rundt på, og man må påregne skumsprøjt. Medbring rigeligt med reservebatterier og film. Lille dagrygsæk helst med vandtæt overflade, til personlige ting under vandreturene. Tingene kan også anbringes i en plastikpose i rygsækken.
Bøger
Forvent ikke at finde engelsksprogede bøger i særlig stort omfang i Argentina og Chile. Om bord på skibet findes der godt nok et lille bibliotek, men ikke noget særligt salg af bøger. Det bedste er at medbringe relevant litteratur hjemmefra.
Deltagerantal
Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.
Tilslutning med indenrigsfly
Det er desværre ikke muligt at bestille tilslutning med indenrigsfly på denne rejse.
Udflugter – Halvdag og heldag
Det er normal praksis at sondre mellem halv- og heldagsudflugter. Dette betyder ikke nødvendigvis, at udflugterne varer hhv. en halv eller en hel dag. En halvdagsudflugt foregår vanligvis enten om formiddagen eller om eftermiddagen og vil ikke strække sig over et måltid. Således vil man oftest være hjemme så det passer med frokost eller middag. Udflugterne varer typisk 2-4 timer. En heldagsudflugt må man forvente varer ca. 5-9 timer, og strækker sig typisk ind over et hovedmåltid, som dog ikke altid behøver at være inkluderet. Dette vil dog være angivet i udflugtsbeskrivelsen.
Tidsangivelser i krydstogters dagsprogrammer
Tidsangivelserne i rejsens program og de havneanløb, der er nævnt, er med forbehold for ændringer fra rederiernes side. Vi oplever generelt meget få ændringer i havneanløb, men enkelte små tidsændringer forekommer på næsten alle rejser, hvor man er i vinden og vejrets magt. Vi vælger dog alligevel at inkludere tiderne i programmet, da det giver et ret godt billede af, hvor meget tid man skal regne med i havn/land på rejsens stop. Det er givetvis en del af oplevelsen ved at sejle på et krydstogt!
Tidsforskel
Mere om dine rejsemål
Vil du vide mere om klima og vejr, tidsforskelle, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres, så læs mere herunder.
Argentina
www.albatros-travel.dk/destinationer/sydamerika/argentina
Før afrejsen
Pas
Generelle forhold
Rejsens krav til fysisk formåen
Rejseforsikring
Gouda Rejseforsikring
Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.
Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.
Albatros Travels rejseledere og guider
På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.
På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.
På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.
Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.
Drikkepenge
Tillæg for enkeltværelse og -kahyt
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.
Pas
Rejser med mindreårige
Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.
USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.
Placering i flyet
Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.
Placering i bussen
På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.
På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.
Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.
Forplejning om bord på flyet
På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.
Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.
Specialkost
På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.
Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.
Forbehold/ændringer
Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.
Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.
Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.
Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.