Georgien – Kaukasus’ kronjuvel

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Få den bedste bid af Kaukasus med blændende natur, storslåede kulturoplevelser og gastronomi i verdensklasse

”En gæst er en gave fra Gud” lyder et gammelt georgisk ordsprog, og at georgierne tager sig godt af deres gæster er svært at være uenig i. Overalt mødes du af georgiere, der er ivrige efter at fortælle dig, hvor fantastisk Georgien er. For georgierne er ikke blot gode værter, de er også utrolig stolte over deres lille land. Med et helt unikt sprog og eget alfabet, en dramatisk og spændende historie samt et køkken, der hører til blandt de bedste i verden, har georgierne også rigtig meget at være stolte af.

På denne rejse har vi samlet det bedste fra hele landet! Vi starter i landets smukke hovedstad Tbilisi, der summer af energi og foretagsomhed. Vi besøger Georgiens kendte vinregion, Kakheti, hvor vi skal smage på de gode varer og spise privat hos en lokal familie. Vi lægger også vejen forbi oldtidsbyen Uplistsikhe og Stalins fødeby Gori samt det religiøse hovedsæde i Mtskheta, inden vi begiver os mod bjergene og den overvældende natur i området omkring Kazbegi. Her kigger vi forbi Georgiens vartegn, den lille Treenighedskirke, som ligger smukt placeret omgivet af sneklædte kaukasiske bjergtinder.

Vi fortsætter vestpå mod landets næststørste by, Kutaisi, som byder på levn fra den sovjetrussiske periode, en helt ny og ubrugt parlamentsbygning, samt nogle af de mest imponerende drypstenshuler i verden. Vi slutter af ved Sortehavet og den gamle havneby, Batumi, som byder på palmer, eksklusive butikker, samt ikke mindst  en over 6 km lang havnepromenade, der hver aften omdannes til et stort forlystelsesområde.

Undervejs bor vi på små, gode privatejede hoteller, oplever det bedste af det georgiske køkken og transporteres rundt i moderne busser.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Lari

Dagsprogram 9 dage
Dag 1
København – Tbilisi
Dag 2
Tbilisi. Ankomst og byrundtur inklusive den gamle bydel, Metekhi-kirken, Narikhala-fortet og Freedom Square
Dag 3
Tbilisi – Signaghi – Sagaredjo – Tbilisi. Bjerglandsbyer, vinsmagning og lokal frokost
Dag 4
Tbilisi – Mtskheta – Gudauri. Madmarked, Svetitskhoveli-katedralen og kaukasusbjergene
Dag 5
Gudauri – Kazbegi – Gudauri. Imponerende natur, Treenighedskirken og let vandring
Dag 6
Gudauri – Gori – Uplistsikhe – Kutaisi. Stalin-museet og oldtidsbyen Uplistsikhe
Dag 7
Kutaisi – Tskaltubo - Prometheus – Batumi. Sanatorierne ved Tskaltubo og de imponerende Prometeus huler
Dag 8
Batumi. Byrundtur, tid på egen hånd og afskedsmiddag
Dag 9
Batumi – København. Hjemrejse

Billeder

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
11.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Tbilisi

Vi flyver mod Georgiens hovedstad, Tbilisi, hvortil vi ankommer den efterfølgende dag. Mellemlanding i Riga.

Dag 2
Tbilisi. Ankomst og byrundtur inklusive den gamle bydel, Metekhi-kirken, Narikhala-fortet og Freedom Square
Vi besøger den gamle bydel i Tbilisi

Ved ankomst til Tbilisi kører vi til vores hotel, hvor der er mulighed for at slappe af og sove yderligere et par timer, inden dagens program starter.

Tbilisi er en gammel by med en historie, der rækker helt tilbage til det 4. århundrede f.Kr. Byen er dog flere gange gennem historien blevet nærmest jævnet med jorden af angribende invasionsstyrker, senest i 1795, hvor Persiens Aga Mohammed Khan brændte byen ned til grunden.

Første stop er en tur i den gamle bydel, der med sine snoede gader og skæve balkoner har en atmosfære af tidligere tiders Kaukasien. Vi stopper ved Metekhi-kirken, der er opført i slutningen af 1200-tallet og genopbygget utallige gange siden da. Allerede i det 5. århundrede lå her en kirke, bygget af Kong Vakhtang Gorgasali (ifølge legenden Tbilisis grundlægger). Her finder man et gravsted for den kvindelige martyr Sankt Shushanik, der blev tortureret til døde af sin mand i 544, fordi hun nægtede at opgive sin tro.

Vi går nu op til et af byens gamle badehuse, der er bygget direkte oven på en af de varme kilder, der strømmer op fra undergrunden mange steder i Tbilisi. ’Tbili’ betyder da også ’varm’, og vandet holder en temperatur på 38-40 grader. På trods af den ikke ubetinget behagelige lugt fra det svovlholdige vand er badehusene stadig populære, og mange tager hertil for at lindre hudlidelser og gigt, få en massage eller bare en hyggestund. Vi tager turen op til toppen af Sololaki-højdedraget, hvor Narikala-fortet troner som taget ud af en ridderroman. Det er byens ældste fort med rødder tilbage til 200-tallet, men som alt andet i Tbilisi er det ødelagt og genopbygget flere gange. Udsigten heroppefra er dog helt intakt, og giver et godt overblik over den gamle bydel.

Vi runder turen af med en spadseretur op til Freedom Square, byens hovedtorv, herfra udgår Rustaveli-strøget, den absolutte hovedgade i Tbilisi, hvor parlamentet og flere store museer har adresse. Vi spiser middag på en lokal restaurant med typiske georgiske retter, inden vi kan få en tiltrængt nattesøvn efter en lang og indholdsrig dag.

Dag 3
Tbilisi – Signaghi – Sagaredjo – Tbilisi. Bjerglandsbyer, vinsmagning og lokal frokost
I bjergbyen Sighnagi

I dag begiver vi os mod Kakheti-regionen øst for hovedstaden. Der er blevet lavet vin i Georgien de sidste 7.000 år, og særligt i Kakheti-regionen præger vinmarkerne landskabet. Den traditionelle metode er at lade druesaften gære i lerpotter (i stilmed den romerske amfora), som er nedsænket i jorden. Inden for de senere år har både druesorter og produktionsmetoder fra Europa vundet indpas – uden dog at udkonkurrere de gamle, og en lang række georgiske naturvinsproducenter har i dag en høj stjerne i både Danmark og andre dele af Europa. Nogle af de bedste vine ender på bordet på prominente gourmetrestauranter som Noma, så der er grund til høje forventninger.

Vores første stop er en af områdets kønneste byer: den lille Signaghi, der ligger på en bakketop med udsigt over Alazani-dalen og Kaukasus i det fjerne. Her er smalle, stejle, brolagte gader og pastelfarvede huse fra 17- og 1800-tallet med udskårne træbalkoner. Den gamle bymur fra 1700-tallet er stadig intakt, og man kan gå en
lille tur oven på den.

Efter at have set nærmere på denne meget interessante by fortsætter vi mod landsbyen Sagaredjo, hvor vi gør holdt hos en lokal bonde. Her spiser vi en god, solid georgisk frokost og får et indtryk af livet på landet og hører om georgiske traditioner.

Afslutningsvis skal vi naturligvis også smage på det Kakheti er så berømmet for, nemlig deres vin. Vi besøger en vingård i området og smager på de lokale dråber, og får meget mere at vide om den georgiske vintradition.

Sidst på eftermiddagen begiver vi os tilbage mod hovedstaden, hvortil vi ankommer til aftensmadstid.

Dag 4
Tbilisi – Mtskheta – Gudauri. Madmarked, Svetitskhoveli-katedralen og kaukasusbjergene

Efter morgenmaden er det blevet tid til at tage afsked med Tbilisi og på vej ud af byen kigger vi forbi Georgiens største fødevaremarked, Desertir marked. Som navnet indikerer, har markedet ikke altid været centrum for handel med fødevarer, men var hjemsted for alle de deserterede soldater under zartiden, som solgte ud af deres ejendele for at klare sig. I dag falbydes alt lige fra gummistøvler til æbler, barbergrej og georgiske krydderier – gerne fra bagsmækken af en rusten lada – og priserne er så afgjort til at prutte om.

Vi fortsætter nu mod den nærliggende by Mtskheta, der er landets religiøse center.  Kristendommen blev statsreligion i Georgien helt tilbage i år 317, og kirkerne i området omkring byen Mtskheta hører til de ældste og vigtigste i hele Georgien. UNESCO har da også anerkendt kirkernes betydning med en plads på verdensarvlisten.

Det gælder for eksempel Jvari-klostret, som ligger oppe på en bakketop med smuk udsigt over byen og floden Mtkvari, der slynger sig nedenfor. Det lille kloster er bygget i det tidlige 600-tal på et helligt sted, hvor enten Sankt Nino (en kvindelig evangelist) eller kong Mirian, som hun omvendte til kristendommen, satte et stort trækors. Bygningen er strengt symmetrisk, udlagt i en korsform med ekstra
rum mellem ’armene’, så hele grundplanen bliver oktagonal.

Inde i Mtskheta by finder vi Svetitskhoveli-katedralen, der er den næststørste kirke i hele Georgien og en af de vigtigste. Ærkebiskoppen af Mtskheta og Tbilisi har sit sæde her, og selveste Jesu kjortel siges at være begravet under kirken! Den oprindelige trækirke fra 300-tallet blev efter omkring 100 år erstattet af en stenkirke, som man endnu kan se resterne af i den nuværende konstruktion, der er fra 1000-tallet.
Katedralen har været enorm for sin tid, og den er smykket med udskæringer både ude og inde.

Der bliver tid til at gå rundt på egen hånd i de hyggelige gader omkring kirkerne, inden vi fortsætter videre mod skisportsområdet Gudauri, der ligger smukt placeret med udsigt til de imponerende Kaukasusbjerge. Vi overnatter midt ude i naturen og spiser middag på hotellet.

Dag 5
Gudauri – Kazbegi – Gudauri. Imponerende natur, Treenighedskirken og let vandring

I dag fortsætter vi køreturen op mod Kaukasusbjergene ad den såkaldte Georgiske Militærhovedvej, der blev anlagt i det svære bjergterræn i 1800-tallet, da Georgien blev besat af Rusland. Trods vejens lidt ucharmerende navn er køreturen en meget naturskøn oplevelse, hvor vi kører opad i de storslåede bjerglandskaber.

Første stop er bjergbyen Stepantsminda (tidligere kaldt Kazbegi), hvor der er tid til at gå en lille tur og nyde den imponerende udsigt til Kazbek-bjerget. Herfra sætter vi kursen mod Den Hellige Treenighedskirke eller Tsminda Sameba, som den også kaldes. Kirken ligger helt isoleret på en bjergtop i det mægtige, øde Kaukasus-landskab, og den bjergtagende beliggenhed har gjort kirken til et nationalsymbol for Georgien.

Vi spiser frokost i Kazbegi hos en familie, der trakterer med hjemmelavede specialiteter, og mon ikke den lokale vodka chacha også kommer på bordet.
Mange kunsthåndværkere holder til i og omkring Kazbegi, og efter vores frokost besøger vi en lokal kunstner, der har specialiseret sig i filtprodukter, som hun stolt viser frem.

Vi slutter dagen af med at lægge vejen forbi den frodige Sno dal, hvor der er mulighed for en lille vandretur i de smukke omgivelser, hvis man da ikke har lyst til at finde et roligt spot og bare nyde udsigten til det storslåede kaukasiske bjergmassiv.

Vi er tilbage i Gudauri sidst på eftermiddagen og slutter en lang og indholdsrig dag af med en god middag på hotellet.

Dag 6
Gudauri – Gori – Uplistsikhe – Kutaisi. Stalin-museet og oldtidsbyen Uplistsikhe
Stalins hus i Gori

Det er blevet tid til at tage afsked med bjergene, og i dag begiver vi os mod lavlandet, nærmere betegnet til Josef Stalins fødeby, Gori. Overdækket af en pavillon i græsk-romersk stil ligger det ydmyge hus, hvor Stalin – dengang Ioseb Besarionis dze Jugashvili – tilbragte sine første fire leveår. Museet ligger ved siden af, og da det blev bygget i 1957, var det som en hyldest til den nyligt afdøde leder af USSR. Efter Georgiens selvstændighed er skønmaleriet dog blevet nuanceret en smule, og udstillingen berører nu også den brutale diktators udrensninger og den politiske forfølgelse, Gulag og pagten med Hitler i 1939. Et vigtigt kapitel i verdenshistorien set gennem en nøglepersons livshistorie.

Fra Stalin og Gori fortsætter vi til den nærtliggende oldtidsby Uplistsikhe, der er hugget direkte ud af klippen. Fra det 6. århundrede f.Kr. til 1. århundrede e.Kr. var byen et førkristent religiøst centrum, hvor solgudinden blev dyrket. Efter den arabiske invasion i området i 645 blev Uplistsikhe residens for de kristne konger, som overtog
de hedenske templer og lavede dem om til kirker. Her fik byen sin storhedstid og husede på et tidspunkt hele 20.000 mennesker. Det vi ser i dag, er dog mindre end halvdelen af den oprindelige by. Den blev nemlig godt og grundigt ødelagt af mongolerne i 1240, og nu er kun resterne af den inderste bykerne tilbage. Vi kan ikke desto mindre stadig beundre det arbejde, der er lagt i udformningen af grotte-rummene for mere end 2.500 år siden.

Vi fortsætter mod Georgiens næststørste by Kutaisi, hvor vi ankommer sidst på eftermiddagen.

Dag 7
Kutaisi – Tskaltubo - Prometheus – Batumi. Sanatorierne ved Tskaltubo og de imponerende Prometeus huler
Batumi

Det er blevet tid til at forlade Kutaisi, og efter endnu en god og nærende morgenmad begiver vi os mod et meget specielt område lige udenfor Kutaisi. På vejen kører vi forbi det georgiske parlament, der blev flyttet til byen i 2012 på ordre af daværende præsident Saakashvili i et forsøg på at sprede magten i landet.

Snart er vi omgivet af store, nedslidte bygninger, som tidligere husede Georgiens største sanatorium. Da Tskaltubo var på sit største i midten af 1960’erne kom her hvert år mere end 100.000 besøgende, som overnattede på stedets mange hoteller og herberge. Mange fik desuden behandlinger med det helbredende kurvand, som Tskaltubo var så berømmet for. Efter den russiske invasion af Abkhasien i 1992-93 blev en del af bygninger brugt som midlertidig bolig for fordrevne flygtninge, men idag er livet langsomt ved at vende tilbage til området. Nye hoteller skyder op og blander sig med de gamle kurbade, der kun i et vist omfang er blevet restaureret.

Vi fortsætter efterfølgende mod de imponerende huler ved den lille landsby, Kumistavi. Hulesystemerne blev først opdaget i 1984 og fik navnet Prometeus, efter et georgisk sagn. Hulerne er Georgiens største og mest velbesøgte, og på den 1,5 kilometer lange vandretur gennem de smukke huler ser vi stalaktitter, stalagmitter, søer og sale, der kan tage pusten fra selv den mest erfarne huleentusiast.

Efter en tur under jorden begiver vi os mod kysten og byen Batumi. Batumi, oprindelig en græsk handelsstation, ligger ved Sortehavskysten og kan bryste sig af et subtropisk klima, der de sidste mange årtier har tiltrukket turister til området. I kølvandet er fulgt byggerier af nye, moderne hoteller, casinoer og andre former for let underholdning. Der findes dog stadig en hyggelig gammel bymidte, ligesom den store industrihavn er forsøgt shinet op. Batumi Boulevard, grundlagt i 1884, strækker sig 6 km langs kysten og byder på et væld af udendørsrestauranter, barer og cafeer. Det er her livet leves, og byens sjæl for alvor folder sig ud.

Vi tjekker ind på vores hotel, hvorefter aftenen er afsat til oplevelser på egen hånd.

Dag 8
Batumi. Byrundtur, tid på egen hånd og afskedsmiddag
Traditionel georgisk mad

Vi starter morgenen med en lille rundtur i Batumi. Vi slentrer langs havnepromenaden og kigger forbi byens vartegn, The Alphabet Tower, som er en hyldest til det georgiske skriftsprog. Vi kigger naturligvis også forbi nogle af byens mange smukke pladser. Vi promenerer desuden lidt ned af den imponerende strandpromade, der med sine næsten 7 kilometer hører til blandt de længste i verdenen.

Resten af dagen er afsat til oplevelser på egen hånd, og rundt om i byen er der mange spændende butikker og fredfyldte parker. I udkanten af byen finder man desuden landets smukkeste botaniske have. Haven blev oprettet i 1912 af den russiske botanist Andrej Krasnov, og ligger smukt placeret i det bakkede landskab nord for centrum.

Er man mere til historie og kultur har Batumi også gode ting at byde på. Måske et besøg på det lille Nobel-museum, der fortæller historie om Nobel-brødrenes olieeventyr i området. Byens nyåbnede etnografiske museum kan også kraftigt anbefales. Museet er privatejet og museet består udelukkende af ting, som ejeren
Kemal og hans familie selv har samlet; ja selv mannequindukkerne er replikaer af afdøde familiemedlemmer, venner og bekendte.

Om aftenen mødes vi alle til afskedsmiddag på en lokal restaurant.

Dag 9
Batumi – København. Hjemrejse

Det er blevet tid til at tage afsked med smukke Georgien. Med kufferten fyldt med gode minder kører vi til lufthavnen i Batumi og flyver tilbage til Danmark.

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 11.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
2.498,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København– Tbilisi og Batumi – København med mellemlanding
  • Udflugter jf. program
  • Indkvartering på gode 3-4-stjernede hoteller i delt dobbeltværelse
  • Morgenmad dagligt (dag 2 – 8)
  • Frokost dag 2,3 og 5
  • Aftensmad dag 2,4-6 og 8
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 7% af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn ca. 40 USD)
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved online-bestilling)
  • Personlige fornødenheder
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Indkvartering

Vi bor på hoteller med de mest almindelige bekvemmeligheder. Hotellerne er valgt ud fra deres beliggenhed og hyggelige atmosfære.  Vi benytter gode lokale 3-4 stjernede hoteller, som på trods af den simple og enkle standard er yderst charmerende. Serviceniveau og standard kan være lidt anderledes end det, man er vant til i vores del af Europa. Uanset standard har du altid eget bad og toilet på hotellerne. Endelig hotelliste vil blive fremsendt med afrejsebrevet 7 dage før afrejse.

Ikke egnet for gangbesværede

Da en stor del af udflugterne på denne rejse vil foregå til fods, forventes det, at rejsedeltagerne er mobile, selvhjulpne og kan færdes uden hjælp.

Besøg i orthodokse kirker

I ortodokse kirker er det sædvane, at kvinder dækker håret med et tørklæde. Det kan derfor være en god idé at medbringe et sådant på udflugterne i land. Mænd derimod bør ikke bære hovedbeklædning i kirkerne.

Mere om Georgien

Her kan du få mere at vide om Georgien: www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/georgien

Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Ortodoks påske

Den ortodokse påske er en af de største helligdage i denne del af verden. Festlighederne kan påvirke de enkelte programpunkter, men vi forsøger naturligvis at gennemføre alle programpunkter som planlagt.
Skulle det ikke være muligt vil I blive informeret om evt mindre ændringer i forbindelse med jeres afrejsebrev, som I modtager senest 14 dage før afrejse.

Hånden på hjertet

Flyrejsen

Vi flyver med Air Baltic, der har natflyvning til Tbilisi og Batumi. Vi har naturligvis inkluderet hotel på både ankomst- og afrejsedagen, så generne ved natflyvning bliver så begrænsede som muligt.

På enkelte, udvalgte afgange er der mulighed for tilslutningsfly fra Billund.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 5 out of 5 by from fantastisk rejse Spændende land,fantastisk natur,dejlige mennesker,krydret med veltilberedt planlagnig af rejsen med bedste guides, alle deltager.Enestående oplevelser.
Date published: 2024-05-30
Rated 5 out of 5 by from En spændende og fantastisk rejse til Georgien. Fik et fint indblik i landets alvorlige historie og hvad landet går igennem lige nu. Rejselederen var vidende, hyggelig og med et godt humør. Meget lyttende til os.
Date published: 2024-05-21
Rated 5 out of 5 by from Georgiens mange sider. Veltilrettelagt rejse, vel gennemført. Dygtig rejseleder og guiden var meget vidende. Dejligt at se så forskellige sider af landet.
Date published: 2024-05-21
Rated 5 out of 5 by from Rejse til et spændende land, Georgien Vi har haft en på alle måder god rejse til et vildt interessant land, Georgien. Pga landets komplekse historie, høje vin- og madkultur .. og ikke mindst forrygende Albatros-rejseleder og endnu endnu mere forrygende lokale guide, kommer vi hjem mætte af så mange indtryk og så meget viden. Ikke sidste gang, vi besøger landet. Måske på egen hån næste gang. Til gengæld var det vore første tur med “ rejseselskab”, og det har bestemt ikke afskrækket os ☺️ Vi havde en god gruppe, som fungerede godt sammen
Date published: 2023-09-24
Rated 5 out of 5 by from Landet, der har alt Sjældent har jeg set og oplevet så meget på så kort tid - de skønneste ture i den smukkeste natur - sightseeing i spændende byer med store kontraster. Lokalguiden var en uudtømmelig kilde til viden og vores danske rejseleder oversatte hvert et ord, så vi ikke gik glip af et eneste guldkorn, ligesom han sørgede for, at der var styr på alle de praktiske ting, så alt var trygt og godt. En dejlig rejse i et spændende land, som jeg varmt kan anbefale.
Date published: 2023-09-24
Rated 3 out of 5 by from God rejse men det er længe siden jeg har spist så dårligt. Vi havde den bedste guide jeg nogensinde har mødt på en rejse med Albatros og de plejer at være gode. Vores guide redde hele rejsen for mig og den danske rejseleder fik det hele til at glide.
Date published: 2023-09-24
Rated 4 out of 5 by from En fantastisk lokalguide og en rigtig god dansk guide Georgien er et lille land med store ønsker om også at komme med i EU. Vi fik et aldeles fremragende indblik i landets historie, geografi, mad og vin, konflikter - og besøgte både bjergområder og storbyen Batumi ved Sortehavet.
Date published: 2023-09-23
Rated 5 out of 5 by from Spændende tur. Interessant land og rejse rundt i og dejligt med super rejseleder og kompetent lokal guide.
Date published: 2019-11-28
  • y_2024, m_11, d_3, h_7
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.42
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_2, tr_25
  • loc_da_DK, sid_GERTR09, prod, sort_[SortEntry(order=FEATURED, direction=DESCENDING), SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser